Gæster 2019 Arkiv - Art Bubble

Eric Maltaite

Skribent: Christopher Thomsen

Den artikel er skrevet af Christopher Thomsen

Æblet falder ikke langt fra stammen

Éric Maltaite voksede op i Belgien som søn af tegneserietegneren Willy Maltaite – eller slet og ret “Will”. Gennem sin opværkst fik familien regelmæssigt besøg af mange af mediets helt store navne; Franquin, Peyo, Jijé, Tillieux mv. Will havde startet sin tegneseriekarriere i 1947, og fra 1949 og frem til 1990 tegnede han serien detektivserien “Tim og Thomas”, af og til afbrudt af blandt andet serien om “Isabelle”.

Éric må have fundet sin fars arbejde interessant, for allerede som 18-årig fik han trykt sine første siden i Tintin magasinet i form af serien “Bédévision”, skrevet af en “Stephen”. Snart fulgte af et langt samarbejde med hans nære ven Stephen Desberg. Stephen Desberg havde i 1977 overtaget forfatterrollen på “Tim og Thomas”-serien efter Maurice Tillieux, der havde skrevet et dusin albums af serien, var omkommet i en bilulykke. Stephen Desberg slog i 1978 sine artistiske pjalter sammen med den unge Éric Maltaite om serien “La Famille Herodius”, og siden om deres 10 album lange humoristiske spionserie “421”.

“421” startede som en pariodi på spiongenren, og fulgte detektiven Jimmy Plant (efter sigende inspireret at Jimmy Page og Robert Plant fra Led Zeppelin). Efterhånden blev serien dog mere og mere seriøs, og Erics streg gik fra at være sammenlignelig med sin fars streg til at blive noget mere realistisk som serien skred frem.

Således kom Stephen Desberg til at skrive for to generationer af Maltaite-familien, Will frem til 1990, og Éric frem til 1993 på henholdsvis “Tim og Thomas” og “421”.

Efter 15-17 år med samme forfatter begyndte Éric Maltaite at se sig om efter en anden måde at arbejde på: solo. I første omgang med en erotisk tegneserieadaption af Daniel Dafoes “Robinson Crusoe” i form af “Robinsonne”, hvor både Crusoe og Fredag er blevet skiftet ud med velformede kvinder.
I 2001 fulgte den ligeledes erotiske “Les 1001 Nuit de Schérérazade” bygget på “1001 Nats Eventyr”.

Mellem 1995 og 1997 arbejdede han sammen med forfatter Jean-Louis Janssens på serien “Route 0”, der var en række korte fortællinger om de sære og magiske ting der sker langs USAs underligste landevej. Serien bragte ham lidt tættere på den humoristiske tone der havde været i hans tidlige karriere, og det bliver mere og mere tydligt at Maltaite er i stand til at tilpasse sin stil til forfatterne fortælletone.

Således fulgte en mere realistisk serie mellem 2001 og 2006; “Zambada” om en paramilitær commandoenhed. Og i årene derefter “Les Champeurs” (2006-2010); en gag-baseret serieom livet som campist – “Les Fondus de la Glisse” (2008-2011) om de sjove ting der kan ske på en ski-piste – og “Sam Speed” (2010-2014) der fokuserer på motorcykellivets luner.

Chok!
Lige som vi herhjemme har oplevet en række integraleudgivelser af velkendte serier – så som “Valhalla”, “Splint & Co.”, “Linda og Valentin”, “Franka”, “Thorgal” mv. – så har forlagt i Frankrig og Belgien også sørget for hardcover opsamlinger af klassiske serier. En af disse var “Tim og Thomas”, der hurtigt viste sig at have et publikum. Især var læselysten stor når det gjaldt de historien omhandlende skurken “Chok” som Will havde tegnet ud til Maurice Rosys historier.
Tiden var moden til at Éric Maltaite trådte i sin fars fodspor, og over de sidste 5 år har vi fået tre albums om “Chok”. Historierne er omhyggeligt konstrueret så det binder mange af de vigtige europæiske begivenheder i den første halvden af 1900-tallet sammen med Choks liv og levned frem til hans debut i Will og Rosys “Tom og Thomas: Den Hvide Hånd” fra 1955.

William Simpson

Skribent: Christopher Thomsen

Den artikel er skrevet af Christopher Thomsen

Manden der tegner alt

William “Will” Simpson er en Nord-Irsk tegneserie- og storyboardtegner der siden 1980 har beriget den anglophone popkultur. I de senere år er det nok især hans rolle som storyboard kunstner for HBOs gigantiske fantasysucces TV-serien “Game of Thrones”.

Inden han landede dét job har han dog haft en rig og diverse karriere som tegneserietegner bag sig. Et af hans tidlige værker var serien ved samme navn om den mytiske irske helt “Cúchulainn”. Det lykkedes ham af få lidt arbejde som tegner på de engelske Transformers tegneserier, samt ved Warrior-magasinet med sin periode på serien om “Big Ben” (en figur Alan Moore havde føjet til Marvelmans fortælleunivers). Så lykkedes det ham at skubbe sin fod indenfor ved sci-fi-magasinet 2000 AD hvor han over en lang periode bidrog til et væld af serier.

Nogle vil måske kunne huske fra Horsens at Simpson under et af hans tidligere besøg på vores festival tog del i en interessant paneldebat om netop 2000 AD, hvor han sammen med Mike Collins, Rufus Dayglo og Simon Bisley kom ind på mange spændende vinkler på at bidrage til det sejlivede sci-fi-antologiblad. Var du ikke til stede kan vi varmt anbefale at finde videoen på Art Bubble TV – den er et lyt værd hvis man har en interesse i britiske tegneserier.

I hans tid ved 2000 AD har han blandt andet tegnet “Judge Anderson” skrevet af Allan Grant, “Venus Bluegenes” skrevet af Grant Morrison, “Judge Dredd”-historier skrevet af Alan Grant og John Wagner, og “Rogue Trooper” med Dave Gibbons.

Som mange andre tegnere og forfattere fra Storbritannien, så fik de øje på ham ovre fra den anden side af andedammen i de tidlige 1990ere, og mellem 1991 og 1994 tegnede han ren række ikoniske “Hellblazer” historier skrevet af Garth Ennis. En opgave blev til flere for de amerikanske forlag, og snart fik han mange nye titler tilføjet til sin bibliografi: Excalibur for Marvel (skrevet af Alan Davis), Aliens for Dark Horse (skrevet af Ian Edginton), Animal Man for Vertigo, The Punisher 2099 for Marvel, Batman for DC.

Arbejdet på de mange serier gjorde også at han fik muligheden for at udgive tre serier om vampyrpigerne i “Vamps” i samarbejde med Elaine Lee.

Efter en årrække med arbejde for de amerikanske forlag blev han dog lidt træt af redaktørernes indblanding, og da han så en mulighed for at komme indenfor i filmbranchen som storyboardkunstner, så greb han den, og har siden arbejdet på film som Reign of Fire, Your Highness og City of Embers.

Arbejdet som storyboard kunstner på en række fantasyfilm ledte ham til at udføre samme arbejde på HBOs “Game of Thrones” serie, hvor han har haft en stor indflydelsen på hvad millioner af seere har nydt glide hen over skærmen.

Fournier

Skribent: Jesper Ilum Petersen

Denne artikel er skrevet af Jesper Ilum Petersen

Fournier – Splint og Co. tegner og det solide led i kæden

Det er aldrig nemt at følge efter en mester og det er ikke altid, at lærlingen overgår læremesteren, men derfor kan resultatet sagtens være mere end godkendt. Sådan kan Jean-Claude Fourniers tid på den ikoniske serie, Splint og Co. måske sammenfattes.

Med i ligningen skal også lige indregnes, at Fournier er helt sin egen og har bidraget med andet end Splint og Co. album.

Han er franskmand og født i Paris men i dag boende samt opvokset i Bretagne.

Egentlig var det slet ikke meningen, at Fournier skulle have gjort sig inden for tegneserier. Det var teatret, han stræbte efter. Han gik imidlertid på kunstskole i både Avril og Paris og var beundrer af Franquin.

I 1965 havde Andre Franquin for længst slået sit navn fast som alletiders bedste fortolker af Splint og Co. men var på vej væk fra serien for at hellige sig sin egen gagorienterede serie, Vakse Viggo, så måske var det det helt rigtige tidspunkt, at Fournier valgte at kontakte idolet med sine prøvetegninger.

Franquin må have kunnet lide, hvad han så, for at han tog Fournier ind som sin lærling og lod ham endda bo hos sig i perioder. Derfor var også logisk, at Fournier i 1969 blev valgt til at føre serien videre, da Franquin i 1969 endeligt forlod den. Forinden havde Fournier ellers i 1967 allerede skabt sig sin egen serie, Bizu – en poetisk eventyrserie om et musikalsk skovfolk af venlige gnome, som vi desværre ikke har set på dansk, samt arbejdet på en serie ved navn, Korrigan de la forêt de Brocéliande.

Med sig tog Franquin seriens største aktiv, Spirillen – det fantastiske fantasidyr han selv havde skabt. Dermed var og blev det op af bakke for Fournier, da serien umuligt kunne blive den samme igen. Derfor var kritikken af hans album også momentvis ublid og samtidig urimelig hård. I hvert fald undrede jeg mig som barn over skældsordene, for jeg følte mig fint underholdt og syntes tegningerne var fantastisk gode. Jeg tror ikke, jeg har ændret min bedømmelse synderligt siden dengang.

Fournier gav Splint og Co. et mere poetisk udtryk og jeg tror, mange i dag er enige med mig i, at hans version af serien dengang blev stærkt underkendt. Han tilføjede også nye blivende figurer til universet. Albummet Den Forsvundne Gri-Gri fra 1974 sikrede Fournier en massiv fanskare i Afrika og han har siden ofte besøgt kontingentet og organiseret kurser i tegning samt deltaget i festivaller.
Fournier nåede kun at færdiggøre ni album i serien, inden han forlod den ti år senere i 1979.

Udgiverne syntes, han arbejdede for langsomt og ville have endnu et team af kunstnere ind over den. En anden version af historien går på, at udgiverne ikke var begejstrede for Fourniers politiske engagement i serien.

I stedet for at gå på kompromis valgte Fournier at genoptage sin egen serie Bizu. Syv album blev det til frem til 1994, hvor han også inkorporerede myter fra Betagne hans bedstemor havde fortalt ham som dreng. Siden er det, til manuskript af Zidrou, blevet til otte album med Les Crannibales, der er en humoristisk serie om en kannibalfamilie.

I 2008 overraskede Fournier med en langt mere realistisk tegnet serie, Les Chevaux.

Anden del kom i 2012. De to album er skrevet af hans ven, Christian Lax, og blev først til efter, at Fournier trods en høj alder trænede sig op til at kunne tegne i en anden stil end den humoristisk karikerede.

En del af forklaringen på, at det kun blev til ni Splint og Co. album er formentlig, at Fournier har haft andre jern i ilden. Fra 1972 til 1986 var han tegner til avisen Ouest-France, ligesom han har påtaget sig marketingopgaver for f.eks. Citroën. Desuden har han investeret tid på adskillige lokale talenter i sit studie i Breton. Tillige har han givet udvisning på diverse skoler og medvirket til grundlæggelsen til festivallen i Saint-Malo.
Lad derfor ikke lejligheden gå fra dig til at møde en af de helt store og klassiske Splint og Co. tegnere, når han lægger vejen forbi Rundetårn til Art Bubble i november.
Jesper Ilum Petersen

Arild Midthun

Skribent: Jesper Ilum Petersen

Denne artikel er skrevet af Jesper Ilum Petersen

Disney tegner og så meget andet

Hvem er verdens bedste aktive Anders And tegner? Der er heldigvis flere at vælge imellem, men man kommer ikke uden om at tage nordmanden Arild Midthun med ind i overvejelserne.

Hans streg er ualmindelig sikker og smukt svunget. Han er så stilsikker, at han er blevet et forbillede for en ny generation af unge norske serietegnere.
Vi kender ham også som en del af Anders Ands bladets identitet, idet han har leveret mange serier dertil igennem de senere år.

Men Arild havde faktisk over en snes år bag sig som udøvende seriekunstner, da han i 2004 begyndte som Disney tegner, for selvom han trods alt ikke er ældre end årgang 1964, arbejdede han professionelt inden for branchen allerede i 1980. Inden det kom så vidt, havde han allerede debuteret med spionserien Patrick & Co i Bergens Tidende så tidligt som 1977, skrevet af barndomsvennen Tormod Løkling.

Første professionelle opgave med humorserien Sirkus (1980–82), med manuskript af Terje Nordberg og Elrik Ildahl samt Dag E Kolstad var vellykket og blev trykt i først Serie-Fokus, men senere en efterhånden regelmæssig bestanddel af nordmændenes andet store serieblad, Fantomet.
Det var fra begyndelsen klart, at Arild så sig selv som tegner og ikke historiefortæller, så et stort antal manuskriptforfattere har arbejdet sammen med ham i årenes løb.
I Norge går man stadig utroligt meget op i julehæfter op til højtiden. Det er en smuk tradition, vi også kender i DK, selvom den desværre har været på retur her til lands i snart mange år. I Norge udkommer der imidlertid stadig mange titler, vi danskere ikke har set siden 1970erne samt titler, vi slet ikke har oplevet som julehæfter. Derfor er det måske heller ikke så sært, at mange forbinder Midthun med disse traditionsrige udgivelser.

I 1983 kom det første af 3 album med Truls og Trine. En serie skrevet af Terje Nordberg og Dag Kolstad. Den er senere tilkendt kultur- og kirkedepartementets tegneseriepris for børne- og ungdomslitteratur. Den er udkommet i Danmark og taget op igen i Norge så sent som i 2015. I samme hæftetradition har Midthun udarbejdet en tegneserieversion af universet vi danskere kender fra Bakkekøbing Grandprix.

I en helt anden boldgade begyndte Midthun at levere bidrag til Norges version af MAD magasinet og fra 1986 og frem til 1995 var han fast bidragsyder til det groteske Pyton blad.
Samtidig eksperimenterede han med den europæiske albumtradition via. et samarbejde med manuskriptforfatteren Terje Nordberg i to prisbelønede album kaldet Troll, der blev til i slutningen 1980erne og også udsendt i Danmark.
Efter Pyton-perioden forsøgte Midthun sig med helt nye stilarter i det realistik tegnede album Ivar Aasen- en historie om kærlighed og omvendt med den meget enkle serie Pappa og Pestus til magasinet Ernie.

Ind imellem disse serier har Midthun virket som illustrator til en række aviser og bøger, men alligevel er det karrieren som Anders And tegner, der står skarpest hos mange og det bringer os tilbage til julehæfterne.
En norsk ven har igennem en årrække troligt bragt mig de norske hæfter, jeg udbad mig og deriblandt hæftet Donald, som består af en lang (og typisk en lidt kortere) julehistorie.

Igennem hele dette tiår har Midthun tegnet hæftet og derved gjort ikke blot dette men også sig selv til en del af juletraditionen.
Heldigvis har rigtig mange af Midthuns serier som sagt fundet vej til Danmark. Nu gør Midthun det selv i egen høje person til november. Gå ikke glip af muligheden for at hilse på manden, når han møder op til Art Bubble i Rundetårn.

Patrick Block

Skribent: Jesper Ilum Petersen

Denne artikel er skrevet af Jesper Ilum Petersen

Anders And tegneren som nægtede at give op

Hvem er den bedste fortæller og tegner af Andeby universet i dag? Svært spørgsmål men Patrick Block er et godt bud og til november kan du møde ham til Art Bubble i Rundetårn.

Block er født i 1958 i det sydvestlige Pennsylvania og der stod ikke ”stor kunstner” på hans dåbsattest. Han voksede op i et udpræget arbejdermiljø i kul og ståldistriktet og i lighed med hans store forbillede, Carl Barks, har han haft en kringlet ved til Anders And bladene; en vej ad skuffelser og ganske andre typer jobs. At vi i dag har ham som en af de store ”andefortolkere” skyldes udover et indlysende talent også en beundringsværdig stædighed.

Han tilskriver selv sin kærlighed til tegneserier til sin bedstemor, som købte dem i stakkevis til ham og hans søster. Længe inden han nåede læsealderen, sad han på hendes skød og fik læst op af titler fra de tidlige tressere; mest funny animal serier og som mange andre bemærkede han Carl Barks som den ”gode tegner”.

Allerede som lille knægt bemærkede Block også, at han var langt bedre til at tegne end til at dyrke sport og at han kunne forbedre sine karakterer ved at dekorere sine afleveringsopgaver med tegninger. Han begyndte også at lave tegneserier til skolebladet og blev yderligere opmuntret af sine jævnaldrendes positive reaktion. Talentet var der og Block øvede det konstant.

Det var også interessen for tegning og kunst, som førte til et venskab og senere ægteskab med Shelly, som blev og stadig er en værdifuld samarbejdsparter for Patrick Block, som ufortrødent tog de tegneopgaver, som gav sig. Han var meget aktiv inden for spejderbevægelsen og tegnede til deres konkurrencer, ligesom han blev bidragsyder til de wildlife blade, faderen skrev til. Da han kom ind på universitetet var det ”selvfølgelig” en kunstnerisk retning, han valgte og ligeså selvfølgeligt blev han igen leverandør af tegneserier til skolebladet. I sommerferierne skovlede han kul på det lokale stålværft og afgjorde med sig selv, at det bestemt ikke var den slags arbejde, han ville bruge sit liv på.

Som ung kunstner tog han de jobs, han kunne få, selvom ambitionen om at blive Disney tegner, var intakt. Tiden var imidlertid imod ham. Det boom Disney bladene havde oplevet i fyrrene og halvtresserne var for længst fortid og en i årrække forsvandt de ganske enkelt fra det amerikanske marked.

Noget skete imidlertid i slutningen af firserne; et nyt forlag ved navn Gladstone tog de gamle titler samt nye op og en komet ved navn Don Rosa viste sig pludselig på tegneseriehimlen. Block forsøgte ihærdigt at gøre opmærksom på sig selv overfor folkene bag Gladstone, men til ingen nytte; måske fordi forlaget var i tidsnød; de nåede så at sige kun lige at etablere et fornuftigt salg, inden Disney koncernen besluttede for første gang nogensinde selv at udgive tegneserieblade med egne figurer. Dermed var Gladstone tilsyneladende ude af billedet.

Sammen med vennen Ron Fernandez klemte Block nu på selve Disney koncernen med en historie de sammen havde skrevet. De fulgte op, så godt de kunne, med telefon opkald og breve, men igen var omstændighederne imod dem. Det var mere end vanskeligt at finde kontaktpersonen med den fornødne kompetence og interesse. Samme mistrøstige historie gentog sig, da Egmont koncernen kom i deres sigtekorn.

Mulighederne syntes udtømte, da noget skete. Disney løb ind i en uventet fiasko med deres eget forlagsforsøg og udgivelsesrettighederne vendte overraskende tilbage til Gladstone og nu var der pludselig bid!

Ved en tegneseriemesse i San Diego mødte de John Clarke fra Gladstone, som Block introducerede sig for og viste de tre første sider af ”The Mystery og Widow’s Gap” til. Clarke kunne lide hvad han så og nu var der så at sige kommet hul på bylden. Først for Gladstone og siden Gemstone forlaget er det blevet til adskillige historier og forsider. Sideløbende blev der indledt et samarbejde med Egmont om produktion af manuskripter.

Og så skete det, som Block nok ikke havde turdet håbe på i sin vildeste fantasi. Selveste Carl Barks fik øje på ham og hans evne til at tegne i den klassiske stil. Det endte med et tæt samarbejde om Barks sidste historie ”Somewhere in Nowhere”, som Block tegnede. I samme periode, umiddelbart før Carl Barks død, indgik Barks et samarbejde med de italienske udgivere om en række forsider. Det blev til otte sider, som Barks selv tegnede og Block efterfølgende optegnede med tusch.

Siden da er der sket meget i Patrick og Shelly Block’s liv og karriere som udøvende kunstnere. Udover de kære ænder har de etableret et forgrenet arbejde med fans over hele verden om en ny tegneserie ved navn ”Frostlings”.

Men Disney tegneserier er ikke den eneste vis, hvor Block er gået i fodsporene af Carl Barks. Også som skaber af olie og akvarelmalerier med de elskede figurer, har Block med stort held forsøgt sig. I begyndelsen kunne de købes for en bagatel af, hvad Barks’ malerier går for, men flere og flere har fået øjnene op for den unikke mulighed for at anskaffe et udtryksfuldt Disney maleri af en førende kunstner inden for branchen, så allerede i dag handles de i dansk mønt for sekscifrede beløb. Køen er i dag lang, hvis man ønsker et nyt billede fra Block’s hånd.

Block har selv udtrykt sin nøgle til succes hos fansene på denne måde:

“Do the best you can on each piece. If you give each original everything you have, it shows, and people can see and know it when you are giving it your all. I never rush anything, and it’s more about getting it right, than about the money.”

Wilma van den Bosch – Erfaren Disney tegner og meget mere

Skribent: Jesper Ilum Petersen

Denne artikel er skrevet af Jesper Ilum Petersen

Art Bubble er glade og stolte over, at kunne invitere dig til at møde Wilma van den Bosch den 22.-23. september på DOKK1 i Århus. På Art Bubble har vi allerede haft fornøjelsen af at præsentere flere Disney tegnere til det danske Anders And blad og tillige amerikanske udgivelser, men Wilma er mangeårig forfatter og tegner for det hollandske Anders And blad, som har en selvstændig produktion af serier af meget høj kvalitet. Hun er tillige en dygtig og prisvindende kunstner i eget navn.

Vi vil byde dig velkommen blandt mange andre glade ansigter på Dokk1, hvor Wilma vil være en af de mange spændende tegnere, du får mulighed for at hilse på. Men lige nu vil vi gerne introducere dig for Wilma, som er en interessant kunstner og personlighed. Du kan også forudbestille commissions fra Wilma her på Art Bubbles hjemmeside. Det er langt imellem kvindelige Disney tegnere og i Canada forekommer selv de mandlige sjældnere end sjældent. Ikke desto mindre er Wilma van den Bosch såvel canadier som Disney tegner. Hvordan hænger det sammen? Takket være talent, vilje, tilfældigheder og en smule ”snyd” for som navnet antyder, er hun af hollandsk herkomst. I 1956 fødtes hun i Welland, Canada som datter af hollandske immigranter, der imidlertid begyndte at lide af hjemve og familien rejste derfor tilbage til Holland i 1966.Efter skolen og en række frustrerende forsøg på at finde sig til rette på arbejdsmarkedet, fandt Wilma sit kald i 1983, da hun læste et interview med Lucky Luke skaberen, Morris.

Hun ville være tegneserieskaber. I forvejen havde hun været begejstret for Charles Schulz radiserne. Det var imidlertid et albummanuskript og to færdigtegnede sider, hun udarbejdede og sendte til de store forlag. Tilfældigvis så den ansvarlige for det hollandske Anders And blad, Ed van Schuylenburg, hendes manuskript og spurgte hende, om hun kunne påtage sig at skrive historier omhandlende Disney figurerne. Selvfølgelig svarede Wilma ja og selvfølgelig stormede hun ud og købte en masse

Disney blade, for at få styr på, hvad pokker det egentlig var, hun havde sagt ja til. I 1984 begyndte hun at levere Disney manuskripter, men hendes ambition var stadig at tegne og i 1986 begyndte hun at lægge steg til egne historier. I Holland er Anders And bladet meget andet end Anders And og Mickey Mouse og derfor fik Wilma lov til at prøve kræfter med Lille Hiawatha, Dumbo, Chip & Chap ligesom hun skrev historier med figurer, vi sjældent eller aldrig ser i Danmark; såsom Bucky Bug, Panchito og Elmer Elephant. Alligevel har vi haft fornøjelsen af at se et udsnit af Wilmas arbejde i det danske Anders And blad.

Det er også blevet til redaktionelt stof, mange forsider og ikke mindst de flotte dobbeltsider, hvor Wilmas sikre streg og evner for mange figurer er kommet til sin ret.

Yderst interessant har hun også skrevet og tegnet en række historier med Anders i det land, vi ellers kun ser ham flygte til, når alting går skævt i Andeby – landet vi i Danmark kender som Langtbortistan. Udover det hollandske Anders And blad er det også blevet til Disney materiale for bladene: Disneyland, ‘Disney Baby’s’ og Donald Duck Junior. I en årrække var hun tilsvarende flittig bidragsyder til et magasin om Andersine, hvor hun blandt andet tegnede historier med Andersine i selskab med sine niecer Kylle, Pylle og Rylle.

Udover at bidrage til Disney bladene har Wilma tegnet Disney merchandise for en række selskaber.

Det mangeårige virke som Disney forfatter og tegner er imidlertid kun den ene side af Wilma van den Boschs karriere. På andre fronter har hun gjort sig bemærket som fortæller i ord og billeder. Det hollandske Anders And blad adskiller sig fra det danske derved, at det tillader figurer uden for Disney universet at optræde deri. Det begyndte med, at den lokale tegneserie skaber, Marten Toonder, fik så stor succes med egne dyrefigurer, at Disney så sig nødsaget til at lade de hollandske udgivere bringe Toonders Tom Puss i Donald Duck. Denne friere udgivelsespolitik kom Wilma til gode, da hun og hendes partner, farvelæggeren Pascal Oost, efter syv års arbejde endelig stod med en hel ny og færdigtegnet tegneserie ved navn Prinsesse Aster. Det var Wilmas egen datters fødsel, som inspirerede til arbejdet og det var meningen, at serien skulle være bragt i magasinet Taptoe, men da det tilfældigvis på samme tidspunkt droppede de lange historier, endte Prinsesse Aster altså i Donald Duck, hvor to episoder blev bragt i henholdsvis 1999 og 2001. Begge episoder er siden udgivet som selvstændige album og måske følger flere efter, når tiden er moden.

Prinsesse Aster handler om den lille, ensomme planet Eureka, hvor befolkningen lever uden kendskab til resten af universet, fordi kongen er bange for mørke og sørger for, at planeten altid er oplyst. Kongens datter, prinsesse Aster, er imidlertid nysgerrig og med hjælp af astrologen Zenitnadir drager hun ud og udforsker andre planeter, hvor hun møder mange farverige personligheder.

Det første af de to album, Het Licht van Eureka, blev tildelt prisen for bedste børnetegneserie. Fra 2005 og frem til bladets lukning i 2007 var hun også kunstneren bag en fodboldserie, som hed Jan Kaman. I en hel anden boldgade har hun fra 2000 til 2010 arbejdet for en stiftelse, der lader tegneserietegnere illustrere handikappede børns egne historier. Ligeledes har hun bidraget til de hjemløses blad og selvbiografiske beretninger til Utrecht kunst magasin, De Inktpot fra 2003 til 2007.

Wilma har haft fingrene nede i flere andre tegneserieprojekter og siden 2013 har hun arbejdet flittigt på et magasin ved navn Tina, hvor hun til manuskript af Bas Schuddeboom har tegnet gag striber og episoder til diverse sæson bøger og særudgivelser. Udover sit virke inden for tegneserie har Wilma i de seneste år illustreret adskillige børnebøger og i 2013 debuterede hun selv som børnebogsforfatter med historien om det lille monster Ikniet.

Cosey – Poesiens mester

Skribent: Jesper Ilum Petersen

Denne artikel er skrevet af Jesper Ilum Petersen

Kan realisme, skønhed og det ordinære menneske flyder sammen til poesi inden for tegneseriens rammer?

I hvert fald én kunstner har haft held til at forene disse bestanddele; den schweiziske tegneserieskaber
Cosey har gennem en lang karriere formået den svære balance og gør det stadig.
Kom og mød ham weekenden 9. og 10. november i København, når Art Bubble tegneseriemessen afholdes i Rundetårn.

Bernard Cosendai, eller som tegneserieelskere har lært at kende ham – Cosey – er et højt respekteret navn inden for tegneserieverdenen og en kunstner, som har vundet såvel priser som anerkendelser. Desværre er det ikke alle tegneserieelskere, som er fortrolige med hans værker, idet disse ikke ligefrem appellerer til laveste fællesnævner. Derfor er det desto mere imponerende, at en stor del af hans produktion har været en massiv kommerciel succes.

Alene det faktum, at vi her har at gøre med en kunstner med schweizisk pas, antyder måske særegenheden, for da Cosey i 1960erne var en stræbsom teenager, var der ikke mange tegneserieudøvere i Schweiz og endnu færre, som levede professionelt af det.

En af de helt få var mestertegneren, Derib (berømt for bla. Buddy Longway og Yakari), som Cosey – frisk fra grafisk skole og diverse reklamearbejder – tog kontakt til. Derib kunne se potentialet og i 1969 ansatte han den kun nittenårige opkomling som elev og assistent. Med tiden har det også udviklet sig til et livslangt venskab, som f.eks. kommer til udtryk ved, at Derib og Cosey har ladet hinanden gæsteoptræde i deres album.

I 1971 får Cosey udgivet sin første tegneserie og denne blev hurtigt fulgt op af flere forsøg i samarbejde med forskellige manuskriptforfattere. Cosey ville imidlertid mere end dette; han stræbte ambitiøst efter at skabe sine serier helt fra grunden.

Det afgørende gennembrud kommer i 1975 med albummet ”Husker du, Jonathan”, som også skulle blive første album i den efterhånden berømmede serie om titelfiguren. Jonathan serien er helt særegen inden for tegneseriemediet. Mange Fart og Tempo læsere i de glade 1970ere fik den vist nok galt i halsen, fordi den er så anderledes end de typiske aktionserier, som prægede bladet. Jonathan figuren er nemlig hverken renskuret helt eller småbeskidt antihelt – han er et ret almindeligt menneske med følelser og begrænsninger. Et menneske, som Cosey album efter album, lod besøge verdens vidt forskellige lokaliteter. Måske er poesien mere fremtrædende end handling i disse historier, for her har vi ikke at gøre med neddykning i fantasien men med udforskning i ægte lokaliteter og det menneskelige sind.
Som noget helt enestående har Cosey rejst på research i de lande og lokaliteter, han skildrer i sine værker.
Således drog han straks til Kina, da det blev politisk og praktisk muligt ovenpå kulturrevolutionen og Maos død, for at skaffe dokumentation om Tibet og ”indsnuse” atmosfæren. Derfor er Cosey’s album, og Jonathan serien i særdeleshed, præget af autencitet og dagligdags liv. Som forberedelse til albummet Saigon-Hanoi fra 1992, der omhandler en soldat, der ovenpå Vietnam krigen skal tilpasse sig det civile liv, tilbragte Cosey to måneder i Vietnam. Albummet vandt prisen for bedste historie ved Angoulemes tegneseriefestival.

Ti år tidligere vandt Kate i Jonathanserien prisen som bedste album ved samme festival. Netop Kate står for mange som højdepunktet i Jonathan serien og udgør et ikonisk album, men så sent som i 2017 vandt Cosey endnu en gang i Angoulemes festivallen.
Figurerne er inspireret af mennesker, Cosey har mødt og omgivelser tager sig ud som den virkelighed, de er omgæret af. Historierne er også mere realistiske og jordbundne, end det er kutyme for tegneserier.
Disse album spækket med autentiske detaljer så som skilte, emballage og transportmidler. Dette giver også historierne en troværdighed og brugbarhed som ”rejsebeskrivelser”.

Cosey har med indlagte pauser på flere år fortsat serien om Jonathan og indtil nu er der kommet seksten utroligt smukt tegnede og fortalte album.

I Danmark er serien naturligvis også udkommet. Heldigvis i fortløbende og korrekt rækkefølge, selvom flere forlag har været inde over. Det seneste forlag i rækken, FABEL, udgiver i 2019 album nr. 13 for første gang på det danske marked. Efterfølgende album er også planlagt til udgivelse.

I midten af 1980erne skifter Cosey imidlertid delvist kurs og påbegynder en længere række af soloalbum og dobbeltalbum, mens han dog stadig tager afstikkere tilbage til Jonathan serien. Det første dobbeltalbum – På Sporet af Peter Pan – er også et af højdepunkterne i hans karriere. Redaktøren troede ikke på den dengang dristige ide om soloalbum og ”grafiske romaner”, men det mere plot orienterede På Sporet af Peter Pan blev ikke bare vel modtaget hos kritikerne men også en kommerciel succes. I 1988 vandt det Max und Moritz Award for Best Comic Book Publication.

Som en del af den såkaldt nye generation af tegneserieskabere, der opstod i 1970erne og 1980erne, er Cosey fortællinger møntet på et mere voksent publikum, end der ellers er tradition for. Han sender sine figurer på filosofiske ”dannelsesrejser” over hele verden og lader læseren nyde de smukke men realistiske landskaber, historierne bevæger sig i. Historiernes hovedperson er altid på jagt efter et eller andet – både konkret og mentalt. Gennem diskrete detaljer opbygger Cosey gradvist en psykologisk profil på sine personer.

Helt særegent anbefaler han fordybelse i andre værker og genrer kombineret med læsningen. Ikke mindst musik som underlægning. Til gengæld har han illustreret adskillige litterære værker.
Cosey har mange forbilleder og inspirationskilder – såvel indenfor som udenfor tegneseriegenren – mellem serieskaberne er, udover Derib, så vidt forskellige som Franquin, Art Spigelman, Hugo Pratt og Disney.

Derfor er det ikke så vanvittigt, som det umiddelbart lyder, at Corsey i 1978 rejste til Burbank i Californien for at søge job hos Disney koncernen. De var interesserede i den unge talentfulde mand, men han trak selv følehornene til sig, da han forstod, hvor lidt kreativ frihed, der ville blive ham levnet i
Disney regi.

Alligevel er han endt med at bidrage til til Disney universet gennem serien af gæste One-shots album. I 2016 blev det til værket: En Mystisk Melodi – eller hvordan Mickey mødte Minnie, hvor muse parret første møde er henlagt til1927 (som bekendt året før Steamboat Willie) og sød musik opstår. Som noget usædvanligt har Cosey fået lov til at udarbejde nok et Disney specialalbum – det er planlagt til at udkomme efteråret 2019.

Og det er så præcis samme efterår, hvor du får mulighed for at hilse på manden, så husk at reserver tid i kalenderen til et besøg i Rundetårn 9.-10. november. Art Bubble byder på mange oplevelser for den ganske familie, men ingen elsker af den voksne og smukke tegneserie, bør gå glip af muligheden for et møde med Cosey.