Thierry Capezzone

Thierry Capezzone

Jeg har arbejdet som freelancetegner siden sidst i 1990’erne, med kompetencer indenfor tegneserie, illustration, 3D, animation, striber, figurdesign m.v. Jeg har bl.a. arbejdet med Smølferne, Splint & Co og Rasmus Klump. I 2003 debuterede min tegneserie om H. C. Andersen som barn; H. C. Andersen Junior, i hvilken serie der pt. er udkommet fem album. I 2014 udkom første bind af min tegneserie om Dronning Margrethe II’s opvækst. Og i 2018 udkom Rasmus Klump på flere sprog- Thierry Capezzone blev kendt for sin udgave af H. C. Andersen Junior og har siden tegnet mange kendte serier i bla. Norge. Du kan møde Thierry på Art Bubble

 Freddy Milton – Familien Gnuff, Anders And & Co, mv.

Freddy Milton

Freddy Milton er tegneserieforfatter, -tegner og oversætter. Har både tegnet andres serier som Anders And og Søren Spætte og egne serier som Familien Gnuff og Villiams verden.Freddy Milton fortæller: “Da jeg blev 5 år fik jeg et Anders And blad med Anders som verdens største drageflyver, og så var jeg solgt. Jeg arbejdede indædt på sagen og kom da også til at tegne anden i mange år, men vigtigere for mig var dog udviklingen af Søren Spætte universet og senere min egen drageserie ‘Familien Gnuff’. Så har jeg sammen med Jesper Klein udviklet ideen med ‘Jomsvikingerne’, hvoraf der også kom en del album. Min ‘Dekalog over Janteloven’ banede vej for min overgang til at skrive bøger, som optager tiden mellem måltiderne i dag.” Freddy er i år er aktuel med et genoptryk af en Sheerluck Homes episode i Fabels Sherlock Holmes antologi – Tankespil – der udkommer på Art Bubble.

Ingo Milton

Ingo Milton

Ingo Milton kom til København i slut 70′erne med en grafisk uddannelse fra Kolding Kunsthåndværkerskole i baglommen. Mens arbejde for reklamebureauer betalte huslejen var det tegneserier der havde interessen.
 
Han er medstifter af tegnestuen ‘Gimle’ hvor han og andre lidelsesfæller fandt tilflugt. Mange af tegnerne på Gimle arbejdede på tegneseriefilmen ‘Valhalla’ (1983-86). Ingo var ingen undtagelse, hvor han var baggrundstegner på filmen.
 
Hans forkærlighed for historiske miljøer resulterede i album-serien ‘Skalken Joff’ (Carlsen) og illustrationer til ‘Absalon – en biskop i krig’ (Politikens Børnebøger).
 
De senere år er det lykkedes ham at indsmugle tegneserier på forskellige museer: ‘Seks helgenlegender’ (Museum Østjylland), ‘Illerup Ådal’ (Moesgård), ‘Adolpho Episoden’ (Museet for Søfart), ‘Den behøvlede svend’ (Den Gamle By) og ‘Korstogsbyen Kalundborg’ (Museum Vestsjælland)
 
Ingo Milton er forøvrigt aktuel med ‘Sagen om Shamanens Amulet’, som er hans bidrag til antologien ‘Tankespil’, der netop bliver udgivet af Forlaget Fabel under tegneseriefestivalen Art-Bubble.
 
Antologien ‘Tankespil’ består af små tegneserie noveller, som alle er inspireret af Arthur Conan Doyles figur ‘Sherlock Holmes’.

Kristina Ricken – Live fra Lolland

Kristina Ricken

Kristina Ricken (1979) er kvinden bag den populære web-comic “LIVE FRA LOLLAND”. Ricken har blogget i over ti år, men først efter hun havde mødt sin “Hr. Mand”, som han bliver omtalt i hendes striber, begyndte hun at akkompagnere sine blogindlæg med tegninger. Både Kristina Ricken selv og hendes læsere elskede tegningerne og en tegneserieblog var født. “Live fra Lolland” tager udgangspunkt i Kristina selv, og som hun siger “det er mig og ikke alle mulige andre der skal grines af”. Det er dog også det der giver hende sin store læserskare. Hun fanger det hyggelige og det sjove i hverdagen. Det er forløbigt blevet til to fysiske bogudgivelser af hendes striber: “Live fra Lolland: Sandheder om Ting og Sager” (2014) og “En bog som faktisk ikke har en titel, men den handler om sådan noget kærlighed + også nogle andre ting, men mest om ting med kærlighed” (2015). Ud over “Live fra Lolland”, står Ricken også bag stiben “Betty – og alle de kvinder, hun er” der kørte i ugebladet Femina 2014-2015, samt “Sallys Verden” som hun hver uge leverer til ugebladet Hendes Verden.