Yves Rodier og hans vej fra fanboy til kunstner

Skribent: Jesper Ilum Petersen

Denne artikel er skrevet af Jesper Ilum Petersen

Yves Rodier er allerede kendt af trofaste Art Bubble besøgende

Men til dem, som ikke nåede at få en af hans tegninger eller blot gerne vil forny bekendtskabet, er lejligheden der til september i Dokk1 i Århus. Kom og hils på den nulevende tegner, som er kommet Herges ”rene” Tintin streg nærmest.

Rodier blev født i 1967 som fransk/canadier i Quebec regionen Monteregie. Allerede fra barnsben voksede han op med tegneserier i form af hans brors Tintin og Spirou blade fra 1950erne og 1960erne. Som ung mand slap han for en tid passionen for tegneserier og studerede musik og filmteknik, inden han igen for alvor blev grebet af mediet.

Det var de fransk/belgiske tegneserieskoler i al almindelighed og Hergés serier i særdeleshed, som fascinerede ham. Som dreng tegnede han til en konkurrence en seks siders Tintin historie, som kronologisk ligger før Tintin i Sovjet og forklarer, hvordan det gik til, at Tintin blev reporter. Meget sigende for denne del af hans karriere blev han diskvalificeret for at bruge en allerede skabt figur.

Dette afskrækkede dog på ingen måde Rodier, der som ung mand tog fat på den kolossale og utaknemmelige opgave at færdiggøre albummet Alfabetkunsten, som ved Hergés død ikke var kommet længere end til skitsestadiet. Når opgaven var utaknemmelig skyldtes det, at han jo selvsagt ikke havde rettigheder over figurgalleriet, samt at Hergé så at sige tog Tintin med sig i graven, da testamentet dikterede, at der ikke måtte udgives flere album.

 

Ikke desto mindre tegnede Rodier sin version af albummet. Dog var Rodier på dette tidspunkt endnu en meget ung mand og ufærdig kunstner. Resultatet var derfor ikke optimalt.

Hjælpen kom fra en af Hergés nærmeste medarbejdere; Bob de Moor. De to korresponderede, inden de mødtes i 1991, hvor Rodier modtog både ros og ris for sine anstrengelser. Bob de Moor så potentialet og var stedvist imponeret men kom også med kritik. Blandt andet påpegede han, at han flere steder kunne se inspiration fra tidligere Tintin tegninger; noget som var utænkeligt på Hergés studie, da de skabte de berømte album og hver gang begyndte fra bunden for at undgå enhver følelse af deja vu.

Selvom Bob de Moor også ønskede Alfabetkunsten færdiggjort og endda legede med muligheden om at lade Greg forbedre manuskriptet, troede han ikke meget på sandsynligheden af projektet, idet rettighedshaverne ville modsætte sig noget sådant. I stedet foreslog han til Rodiers henrykkelse en plan B; at de muligvis kunne samarbejde på et album om Moors egen figur; Barelli.

Desværre blev det blev kun til nok lidt brevudveksling, inden Bob de Moors alt for tidlige død i 1992.

Mødet havde imidlertid åbnet Rodiers øjne for albummet svagheder og efterfølgende gentegnede han dele af det for at tilpasse sig så meget som muligt til den klassiske stil. Albummet var stadig bandlyst af rettighedshaverne men blev udsendt på en CD-ROM. Siden har det fået mytestatus og er i dag det mest berømte piratalbum.

For modsat mange andre tegneres forsøg på at ”genoplive” Tintin, er det ikke parodier eller nyfortolkninger af universet, Rodier bestræbte sig på at frembringe; det er pasticher, han skaber, hvor han søger at komme helt ind under huden på Hergé og tegne nøjagtig, som han gjorde. Således søgte han endda råd hos Bob de Moor om hvilke typer blyanter etc., de dengang brugte.

 

På trods af juridiske og økonomiske vanskeligheder er Rodier fortsat med at arbejde med figurerne. Han har tegnet kortere historier samt bidder, Herge selv forkastede; f.eks. en ekstra side til Tintin i Tibet. Ligeså har han tegnet postkort og diverse illustrationer med de berømte figurer, han efterhånden mestrer til perfektion.

Heldigvis for Rodier og fans af tegneserier, er det blevet til meget andet end hans heroiske kamp for at holde liv i Tintins verden.

I 1995 bidrog han i magasinet Piqnouf med titelserien Pignouf et Hamlet; en serie, som dog ikke fik lang levetid, da Rodier drog til Frankrig og i en årrække arbejdede inden for animation. Her fik han mulighed for at boltre sig med en række kendte film og figurer; bl.a. leverede han storyboards til Heavy Metal 2000 og layouts til serier som Bob Morane.

Ikke desto mindre tegnede Rodier sin version af albummet. Dog var Rodier på dette tidspunkt endnu en meget ung mand og ufærdig kunstner. Resultatet var derfor ikke optimalt.

Hjælpen kom fra en af Hergés nærmeste medarbejdere; Bob de Moor. De to korresponderede, inden de mødtes i 1991, hvor Rodier modtog både ros og ris for sine anstrengelser. Bob de Moor så potentialet og var stedvist imponeret men kom også med kritik. Blandt andet påpegede han, at han flere steder kunne se inspiration fra tidligere Tintin tegninger; noget som var utænkeligt på Hergés studie, da de skabte de berømte album og hver gang begyndte fra bunden for at undgå enhver følelse af deja vu.

Selvom Bob de Moor også ønskede Alfabetkunsten færdiggjort og endda legede med muligheden om at lade Greg forbedre manuskriptet, troede han ikke meget på sandsynligheden af projektet, idet rettighedshaverne ville modsætte sig noget sådant. I stedet foreslog han til Rodiers henrykkelse en plan B; at de muligvis kunne samarbejde på et album om Moors egen figur; Barelli.

Desværre blev det blev kun til nok lidt brevudveksling, inden Bob de Moors alt for tidlige død i 1992.

Mødet havde imidlertid åbnet Rodiers øjne for albummet svagheder og efterfølgende gentegnede han dele af det for at tilpasse sig så meget som muligt til den klassiske stil. Albummet var stadig bandlyst af rettighedshaverne men blev udsendt på en CD-ROM. Siden har det fået mytestatus og er i dag det mest berømte piratalbum.

For modsat mange andre tegneres forsøg på at ”genoplive” Tintin, er det ikke parodier eller nyfortolkninger af universet, Rodier bestræbte sig på at frembringe; det er pasticher, han skaber, hvor han søger at komme helt ind under huden på Hergé og tegne nøjagtig, som han gjorde. Således søgte han endda råd hos Bob de Moor om hvilke typer blyanter etc., de dengang brugte.

På trods af juridiske og økonomiske vanskeligheder er Rodier fortsat med at arbejde med figurerne. Han har tegnet kortere historier samt bidder, Herge selv forkastede; f.eks. en ekstra side til Tintin i Tibet. Ligeså har han tegnet postkort og diverse illustrationer med de berømte figurer, han efterhånden mestrer til perfektion.

Heldigvis for Rodier og fans af tegneserier, er det blevet til meget andet end hans heroiske kamp for at holde liv i Tintins verden.

I 1995 bidrog han i magasinet Piqnouf med titelserien Pignouf et Hamlet; en serie, som dog ikke fik lang levetid, da Rodier drog til Frankrig og i en årrække arbejdede inden for animation. Her fik han mulighed for at boltre sig med en række kendte film og figurer; bl.a. leverede han storyboards til Heavy Metal 2000 og layouts til serier som Bob Morane.

 

Forinden afrejsen fra Canada nåede han i 1996 at vinde prisen som mest lovende talent ved en Quebec tegneseriefestival.

Først i 2005 vendte Rodier tilbage til tegneseriemediet med Simon Nian, hvoraf der er udkommet tre bind. Disse var ikke så Herge inspirerede, som man måske kunne forestille sig men præges mere af et andet af Rodiers forbilleder, Maurice Tillieux, som skabte Max Jordan. Simon Nian er skrevet af Francois Corteggiant.

Indenfor de seneste år er det blevet til noget så eksotisk som serien The Adventures of El Spectro, om en mexicansk wrestler, der udsættes for nederdrægtigheder fra gale videnskabsmænd og diverse monstre. Rodier pointerer selv, at han ikke er fan af wrestling men af gamle film fra tresserne om wrestling. El Spectros fysik, kampevner, genkendelighed og generelle heltemod gør ham til en oplagt aktion skikkelse. Hans omflakkende livsstil er et ligeså oplagt påskud til at sende ham ind i de rette konflikter, hvor end disse må befinde sig.

I streg og historiefortælling kombinerer Rodier disse elementer med hans kærlighed for klassiske fransk/belgiske tegneserier. Selv anser Rodier El Spectro for en forlængelse af barndomsheltene; ikke kun Tintin og Max Jordan men også Jean Gratons Mark Breton, Albert Weinbergs Dan Cooper m.fl.

Det er også muligt at finde Yves Rodier på YouTube, hvor han producerer, instruerer og er vært for en popkultur webserie kaldet Le Bébelleux Naufragé. Her huserer han på en smuk Stillehavs ø, ikke helt ulig den, Tintin og besøgte i Rackham den Rødes Skat. Tillige får han kvalificeret besøg af venner og bekendte, han diskuterer gammelt legetøj, film og TV-serier med.

Det er som regel nemt at få øje på Rodier i mængden, da han oftest er iført en farverig Hawaii skjorte!

Niko Henrichon – Løvernes sande konge og meget mere end det

Skribent: Jesper Ilum Petersen

Denne artikel er skrevet af Jesper Ilum Petersen

Hvordan forklares det, at en canadisk tegner, uddannet i Belgien, bosat i Frankrig og med en stil, som læner sig op ad den europæiske, primært er blevet udgivet på amerikanske forlag?

Jeg bliver nok svar skyldig men kom selv og spørg Niko Henrichon til Art Bubble i september, for det er ham, vi taler om.

Niko har været heldig at arbejde med en række dygtige forfattere gennem sin karriere, men hans personlige succes og beundring hos publikum er naturligvis iboende hans streg, der måske kan beskrives som fordringsløs men alligevel rig på kvaliteter med en uskyldig charme spændt ud over persongalleriet. Eller:
”Somehow, he impresses by not trying too hard to impress.”

Niko blev uddannet som kunstner i Belgien på Saint-Luc Liège i årene fra 1997 til 2000 og allerede i begyndelsen af 00’erne blev amerikanerne opmærksomme på ham. Først da han på forlaget Vertigo arbejdede sammen med Bill Willingham (berømt for Fables) i to omgange og dernæst Barnum af Howard Chaykin og David Tischman.

Det var imidlertid i 2006, at publikum for alvor fik øjnene op for Niko’s talent, da han stod for tegnearbejdet på Pride of Baghdad skrevet af Brian Vaughan. Det er en mildest talt usædvanlig og fantastisk historie bygget over en virkelig begivenhed. Da amerikanerne bombede Baghdad i 2003, slap fire løver ud af byens zoologiske have og denne historie om løvernes kamp for at overleve vandt Imagine Games Network’s pris for bedste grafiske roman i 2006. Når historien blev så stor en succes, som den blev, skyldes det ikke mindst Niko’s evne til at overbevise læseren om, at han virkelig kikker ind i det bombede Baghdad.

I en helt anden genre kom Niko til at arbejde med Jack Kirbys figur fra 1978, Machine Man, i en serie på fem hæfter til manuskript af Ivan Brandon.

Siden da er det også blevet til et bidrag til Willingham’s fantastiske Fables serie. For Marvel har han leveret til bl.a. New X-men, Spiderman Fairy Tales og X-men: Return of Magic. Mange forsider har han tegnet til titler som Fantastic Four, Black Panther og Shadow Hunter.

Herudover er tilkommet udgivelser i Frankrig. I 2008 med Sylvain Runberg på Hostile og dernæst i 2011 Noe; en bearbejdning af den bibelske fortælling, der i 2014 blev til en storfilm instrueret af Darren Aronofsky.

Mens mange amerikanske tegnere arbejder sammen med andre kunstnere og farvelæggere, adskiller Niko sig radikalt ved at foretrække at klare det hele fra skitser til den færdigt farvelagte side. Derfor er hans arbejder også fyldt med atmosfære og genkendelighed samt en sjælden harmoni mellem sidens enkelte bestanddele.

I de seneste år har Niko tegnet to album af Meta-Baron serien til manuskript Jerry Frissen. Han fortæller selv, at det var fantastisk for ham at bidrage til netop denne serie, da han var stor fan af figuren, da den blev lanceret for første gang af selveste Moebius. Her har Niko også gået ind i den nye teknologiske tidsalder og tegnet digitalt.

Hermann Huppen – Kunsten at forene kvalitet med kvantitet

Billede af Hermann

Skribent: Jesper Ilum Petersen

Denne artikel er skrevet af Jesper Ilum Petersen

En af Europas ubestridt fornemmeste og bedst kendte tegneseriekunstnere lægger vejen forbi Danmark i det tidlige efterår

Han er belgier bosat i Schweiz og bærer navnet Hermann Huppen, selvom han af fansene kun omtales som slet og ret Hermann. Vi er mange, som håber at måtte beholde ham på denne side af perleporten længe endnu, men når du får chancen for at møde ham til Art Bubble i september er han rundet de firs år, så lad ikke denne mulighed gå din næse forbi.

Hermann kommer ud af fattige kår og en ret religiøs familie. Det sidste er der ikke mange indikatorer på i hans livsværk og Hermann selv har ry for at være en særdeles bramfri socialist og ateist. At han endte som tegneseriekunstner må endda tilskrives lidt af en tilfældighed. Han er nemlig indendørsarkitekt uddannet i Saint-Gilles, Brussels og nåede at arbejde som sådan såvel i sit hjemland Belgien og korte besøg i New York og Montreal. Heldigvis kom han via. sin svoger, og senere redaktør af Spirou magasinet, mellemkomst, Philippe Vadooren, på den helt rette hylde.

Det begyndte tilbage i 1966 med en række historier på mellem fire og seks sider. Disse havde et historisk eller dokumentarisk tilsnit og de fleste kan læses i de tidlige årgange af det danske Fart og Tempo. Dette dusin historier bar allerede kendetegnet af en tegner, som bragte løfter for fremtiden, men de ville være glemt i dag, om ikke den geniale forfatter Greg (Michel Régnier) havde fået øje på hans talent og inviterede ham til at arbejde i hans studie.

Til Gregs manuskript tegnede Hermann en stribe korte historier til Tintin magasinet om en ung Interpol politiinspektør ved navn Bernard Prince. Heller ikke disse episoder var måske noget særligt, men omkring 1967 forvandler serien sig drastisk. Bernard Prince siger sit job op, da han arver fragtbåden Cormoran og sammen med den bryske søulk Barney Jordan og det kvikke hittebarn Djinn/Hassan sejler Bernard Prince herefter verdenshavene tynde i jagten på hyre og oplevelser.

Herefter bliver vægten lagt på eventyr og serien kan beskrives som en realistisk opdatering af genren. Tretten album blev det til med Hermann som tegneren og det ene bedre end det andet, for såvel Greg som Hermann udviklede sig og blev stadigt mere effektive til at strikke ikke bare spændende men også hamrende flotte historier sammen. De eksotiske steder, hvor Cormoran lagde til kaj, var også det perfekte bagtæppe for Hermann at udfolde sine evner som tegner på. Lokaliteter og navnlig naturen træder så markant frem, at disse størrelser næsten bliver medspillere i de voldsomme dramaer, der oprulles for læserens øjne.

Nogenlunde samtidig med de første Bernard Prince episoder, blev det også til de to indledende episoder i en helt ny serie med forfatteren Jean-Luc Vernal. Jugurtha hed serien og var en idealiseret udgave af en eponymisk konge, som regerede over Numidia før vor tidsregning. Hermann var ikke begejstret for den forsødede og omskrevne udgave af en grusom regents ugerninger og magtbegær, men hans to episoder kan, som så meget andet af hans tidlige produktion, læses i Fart og Tempo. Serien slog i øvrigt an hos læserne og er fortsat af andre efter Hermanns exit fra den.

Som alle fans af Hermann ved, var Bernard Prince ikke den eneste frugt, der kom ud af samarbejdet med Greg. Det blev også til westernserien Red Kelly, der i hvert fald i mine øjne er den eneste western tegneserie udover Rick O’Shay som kan konkurrere med Bluberry om status som verdens bedste inden for genren.

Den begynder som en bund solid fortælling om den ensomme erfarne men ikke hensynsløse revolvermand, som kommer til en farm ledet af en smuk ung kvinde og en gammel krakiler. Farmen er truet af griske pengemænd og det er op til Red Kelly og alle gode kræfter at skaffe retfærdighed og fred. Den slags var set før, men aldrig så velfortalt og smukt tegnet. Og det blev til meget mere end det! Serien blev mere komplekst og tog en helt uventet og interessant retning.

 

Det skyldes i betragteligt omfang Hermann, da han overfor Greg insisterede på, at droppe den ”banale” duel til sidst i albummet ”Himlen er rød som blod” og kort og godt lade Red Kelly skyde massemorderen Russ Dobbs ned som en gal køter, selvom det indebærer, at Red Kelly ender i fængsel og en efterfølende ydmygende prøveløsladelse.
Det var også med Red Kelly, at samarbejdet i 1982 sluttede med Greg. Hermann følte, at tiden var kommet til at indfri egne visioner med sig selv som manuskriptforfatter. Allerede i 1978 var han for de tyske udgivere, Koralle, begyndt på fremtidsserien Jeremiah, der med det samme blev en succes og nu er udkommet med ikke mindre end femogtredve bind. Sågar en berømmet TV-serie bygget over figurerne er det blevet til.

Gælden til Greg er dog ikke til at tage fejl af og Jeremiah har da og også mange af westernseriens bestanddele i sig. Den unge uprøvede og uerfarende hovedperson, som serien er opkaldt efter, slår følge med den betydeligt mere kyniske Kurdy. Sammen rejser de fra sted til sted i en hård og kold verden skabt af ragnarokket efter civilisationens sammenbrud. Serien afspejler Hermanns desillusionerede forhold til menneskeheden og samfundet af i dag, ligesom det behandler mange emner og problemstillinger, så som intolerance, kloning og diktatur, vi i dag står overfor.

Men det er slet ikke hele Hermanns produktion; en mystisk og uventet parentes består i trilogien fra første del af firserne om Lille Nic i Drømmeland, som er en moderniseret udgave af Winsor McCay’s Little Nemo avisserie fra begyndelsen af det tyvende århundrede. Mange var forundrede over, at en tegner i så realistisk stil og voldsom attitude kastede sig over en så anderledes verden. Forklaringen skal findes hos Hermanns svoger, Philippe Vandooren, der insisterede så længe, at projektet blev realiseret med ham som forfatter. Serien blev skabt til magasinet Spirou og det var selveste Franquin (Vakse Viggos skaber), som troede på ideen og gav grønt lys.

Efter Lille Nic serien kastede Hermann sig over sit næste store projekt; den rå middelalderserie, Tårnene i Maury-skoven, om ridderen, Aymar, som sammen med sin væbner, Olivier, strejfer om i det 11. århundredes Europa og drømmer om at vende tilbage til sit tabte slot. Det er knap så action prægede fortællinger som det meste, Hermann har lagt navn til; tanker og refleksioner er der derfor bedre plads til. Hele femten album er der i denne smukke serie, selvom de sidste fem er et slags vedhæng efter hovedpersonernes endeligt.

Siden halvfemserne har Hermann desuden fuldført en række oneshots album; adskillige af disse til manuskript af hans søn, Yves. Jean Van Hamme skrev manuskriptet til albummet, Lune de Guerre, fra 2000, som fem år senere blev filmatiseret til af Dominique Derudderel under titlen The Wedding Party. I 2010 blev det sågar til en helt ny Bernard Prince historie.

Trods enorm succes, stort arbejdspres og høj alder er Hermann ikke en tegner, som er stået stille udviklingsmæssigt. I de senere år har han således eksperimenteret med at arbejde i farver i stedet for den traditionelle s/h stil. Hans rige palet af stilarter og miljøer gør ham til en af de absolut største tegneseriekunstnere inden for den realistiske stil. Kom selv og konstater det til Art Bubble i september måned.

Emanuela Lupacchino

Skribent: Jesper Ilum Petersen

Denne artikel er skrevet af Jesper Ilum Petersen

Superhelte med et feminint anstrøg

Hvor mange kvindelig superheltetegnere findes der? Ikke mange. Hvor mange kvindelige italienske superheltetegnere findes der? Heldigvis i hvert fald en! Emanuela Lupacchino hedder hun og hun mener det ligeså alvorligt, som hun er kompetent.

Hun glæder sig til at møde dig til Art Bubble i september og bevise, at de kostumerede idoler ikke kun er for mænd.

Emanuela, som er født i Rom i 1980, valgte at satse helhjertet på tegneserien, da hun var 24, selvom hun havde uddannelse og arbejde inden for forskning, men selvfølgelig var hun ikke et ubeskrevet blad, inden hun blev leverandør af flotte sider til de store amerikanske forlag.

Efter at have fulgt undervisning i branchens basale håndværksmæssige greb, arbejdede hun sig op fra de små forlag. Hun tegnede således på en italiensk serie ved navn L’insonne og leverede en historie til et fransk magasin. Derforuden havde hun høstet erfaring som illustrator og karakter designer til rolle spil.

Hun kom ind på det amerikanske marked via. forlaget IDW og tegnede til en række titler i sluningen af 00’erne, men det var superheltene, som trak i hende. Hun arbejdede stenhårdt på at komme ind hos DC eller Marvel og det lykkedes at få en prøveperiode hos Marvel; få måneder efter tegnede hun X Factor.

Et heldigt og næppe helt tilfældigt valg idet Emanuela havde været fan af serien siden The Longest Night, og hun har da også udtrykt det sådan, at hun følte serien nærmere valgte hende end omvendt; hun kendte den og de væsentligste figurer i forvejen og elskede virkelig at arbejde med den.

Siden da er der sket meget i Emanuelas karriere og hendes talent er da også blevet spottet af DC, hvor hun har ”forgyldt” Supergirl og senere Wonder Woman.

Netop Wonder Woman var noget af et ridderslag for Emanuela, som vidste, at når DC lod hende arbejde med en af de mere ikoniske figurer, var det bevis på, at hun for alvor var blevet professionel.

Som prof i amerikansk tegneserie er det måske også naturligt, at hun hylder en udgave af princippet inden for filmbranchen om at få det vanskelige til at synes enkelt; at den kunstneriske granskning ligger hos udøveren, men fortællingen ligger hos læseren. Altså at man arbejder for læseren og for at læseren skal forstå historien.

Nogen af os vil måske uvilkårligt grunde over, om ikke det giver et særlig perspektiv som kvinde at arbejde inden for en ellers mandsdomineret branche som superheltetegner. Interessant nok besvarer Emanuela det spørgsmål med et klokkeklart ”Nej”. Hun argumenterer, at den verden, som omgiver os, er den samme uanset køn og selvom vi kan anskue de samme forhold på forskellig vis, afhænger det af vor baggrund, viden og følsomhed.

Forbilleder inden for branchen? Dave Stevens, Steve Rude, Kevin Nowlan, Adam Hughes og Ryan Sook.

Figur hun engang ønsker at prøve kræfter med: Cat woman.

Råd til folk som selv ønsker at blive tegneserietegnere: øv dig og bliv stædigt ved men gør det kun, hvis du er parat til at gøre det fuldt ud og mange timer hver dag, for det skal være selve dit liv og ikke kun et arbejde.

Horisont: være parat til at lade dig inspirerer af andre kunstnere og af omverdenen generelt.

Ambition: at blive en lille smule bedre hver dag.

Og så lige til sidst; når du møder Emanuela så husk ikke at lade dig forvirre af, at hun med sit lange lyse hår mere ligner Supergirl end en typisk italiensk pige.

Patrick Block

Skribent: Jesper Ilum Petersen

Denne artikel er skrevet af Jesper Ilum Petersen

Anders And tegneren som nægtede at give op

Hvem er den bedste fortæller og tegner af Andeby universet i dag? Svært spørgsmål men Patrick Block er et godt bud og til september kan du møde ham til Art Bubble i Århus.

Block er født i 1958 i det sydvestlige Pennsylvania og der stod ikke ”stor kunstner” på hans dåbsattest. Han voksede op i et udpræget arbejdermiljø i kul og ståldistriktet og i lighed med hans store forbillede, Carl Barks, har han haft en kringlet ved til Anders And bladene; en vej ad skuffelser og ganske andre typer jobs. At vi i dag har ham som en af de store ”andefortolkere” skyldes udover et indlysende talent også en beundringsværdig stædighed.

Han tilskriver selv sin kærlighed til tegneserier til sin bedstemor, som købte dem i stakkevis til ham og hans søster. Længe inden han nåede læsealderen, sad han på hendes skød og fik læst op af titler fra de tidlige tressere; mest funny animal serier og som mange andre bemærkede han Carl Barks som den ”gode tegner”.

Allerede som lille knægt bemærkede Block også, at han var langt bedre til at tegne end til at dyrke sport og at han kunne forbedre sine karakterer ved at dekorere sine afleveringsopgaver med tegninger. Han begyndte også at lave tegneserier til skolebladet og blev yderligere opmuntret af sine jævnaldrendes positive reaktion. Talentet var der og Block øvede det konstant.

Det var også interessen for tegning og kunst, som førte til et venskab og senere ægteskab med Shelly, som blev og stadig er en værdifuld samarbejdsparter for Patrick Block, som ufortrødent tog de tegneopgaver, som gav sig. Han var meget aktiv inden for spejderbevægelsen og tegnede til deres konkurrencer, ligesom han blev bidragsyder til de wildlife blade, faderen skrev til. Da han kom ind på universitetet var det ”selvfølgelig” en kunstnerisk retning, han valgte og ligeså selvfølgeligt blev han igen leverandør af tegneserier til skolebladet. I sommerferierne skovlede han kul på det lokale stålværft og afgjorde med sig selv, at det bestemt ikke var den slags arbejde, han ville bruge sit liv på.

Som ung kunstner tog han de jobs, han kunne få, selvom ambitionen om at blive Disney tegner, var intakt. Tiden var imidlertid imod ham. Det boom Disney bladene havde oplevet i fyrrene og halvtresserne var for længst fortid og en i årrække forsvandt de ganske enkelt fra det amerikanske marked.

Noget skete imidlertid i slutningen af firserne; et nyt forlag ved navn Gladstone tog de gamle titler samt nye op og en komet ved navn Don Rosa viste sig pludselig på tegneseriehimlen. Block forsøgte ihærdigt at gøre opmærksom på sig selv overfor folkene bag Gladstone, men til ingen nytte; måske fordi forlaget var i tidsnød; de nåede så at sige kun lige at etablere et fornuftigt salg, inden Disney koncernen besluttede for første gang nogensinde selv at udgive tegneserieblade med egne figurer. Dermed var Gladstone tilsyneladende ude af billedet.

Sammen med vennen Ron Fernandez klemte Block nu på selve Disney koncernen med en historie de sammen havde skrevet. De fulgte op, så godt de kunne, med telefon opkald og breve, men igen var omstændighederne imod dem. Det var mere end vanskeligt at finde kontaktpersonen med den fornødne kompetence og interesse. Samme mistrøstige historie gentog sig, da Egmont koncernen kom i deres sigtekorn.

Mulighederne syntes udtømte, da noget skete. Disney løb ind i en uventet fiasko med deres eget forlagsforsøg og udgivelsesrettighederne vendte overraskende tilbage til Gladstone og nu var der pludselig bid!

 

Ved en tegneseriemesse i San Diego mødte de John Clarke fra Gladstone, som Block introducerede sig for og viste de tre første sider af ”The Mystery og Widow’s Gap” til. Clarke kunne lide hvad han så og nu var der så at sige kommet hul på bylden. Først for Gladstone og siden Gemstone forlaget er det blevet til adskillige historier og forsider. Sideløbende blev der indledt et samarbejde med Egmont om produktion af manuskripter.

Og så skete det, som Block nok ikke havde turdet håbe på i sin vildeste fantasi. Selveste Carl Barks fik øje på ham og hans evne til at tegne i den klassiske stil. Det endte med et tæt samarbejde om Barks sidste historie ”Somewhere in Nowhere”, som Block tegnede. I samme periode, umiddelbart før Carl Barks død, indgik Barks et samarbejde med de italienske udgivere om en række forsider. Det blev til otte sider, som Barks selv tegnede og Block efterfølgende optegnede med tusch.

Siden da er der sket meget i Patrick og Shelly Block’s liv og karriere som udøvende kunstnere. Udover de kære ænder har de etableret et forgrenet arbejde med fans over hele verden om en ny tegneserie ved navn ”Frostlings”.

Men Disney tegneserier er ikke den eneste vis, hvor Block er gået i fodsporene af Carl Barks. Også som skaber af olie og akvarelmalerier med de elskede figurer, har Block med stort held forsøgt sig. I begyndelsen kunne de købes for en bagatel af, hvad Barks’ malerier går for, men flere og flere har fået øjnene op for den unikke mulighed for at anskaffe et udtryksfuldt Disney maleri af en førende kunstner inden for branchen, så allerede i dag handles de i dansk mønt for sekscifrede beløb. Køen er i dag lang, hvis man ønsker et nyt billede fra Block’s hånd.

Block har selv udtrykt sin nøgle til succes hos fansene på denne måde:

Do the best you can on each piece. If you give each original everything you have, it shows, and people can see and know it when you are giving it your all. I never rush anything, and it’s more about getting it right, than about the money.”

Og apropos penge så husk! Når du til september får muligheden for at møde Pat og Shelly Block på Dokk1 i Århus, er det endda helt gratis!

Wilma van den Bosch – Erfaren Disney tegner og meget mere

Skribent: Jesper Ilum Petersen

Denne artikel er skrevet af Jesper Ilum Petersen

Art Bubble er glade og stolte over, at kunne invitere dig til at møde Wilma van den Bosch den 22.-23. september på DOKK1 i Århus. På Art Bubble har vi allerede haft fornøjelsen af at præsentere flere Disney tegnere til det danske Anders And blad og tillige amerikanske udgivelser, men Wilma er mangeårig forfatter og tegner for det hollandske Anders And blad, som har en selvstændig produktion af serier af meget høj kvalitet. Hun er tillige en dygtig og prisvindende kunstner i eget navn. 

Vi vil byde dig velkommen blandt mange andre glade ansigter på Dokk1, hvor Wilma vil være en af de mange spændende tegnere, du får mulighed for at hilse på. Men lige nu vil vi gerne introducere dig for Wilma, som er en interessant kunstner og personlighed. Du kan også forudbestille commissions fra Wilma her på Art Bubbles hjemmeside. Det er langt imellem kvindelige Disney tegnere og i Canada forekommer selv de mandlige sjældnere end sjældent. Ikke desto mindre er Wilma van den Bosch såvel canadier som Disney tegner. Hvordan hænger det sammen? Takket være talent, vilje, tilfældigheder og en smule ”snyd” for som navnet antyder, er hun af hollandsk herkomst. I 1956 fødtes hun i Welland, Canada som datter af hollandske immigranter, der imidlertid begyndte at lide af hjemve og familien rejste derfor tilbage til Holland i 1966.Efter skolen og en række frustrerende forsøg på at finde sig til rette på arbejdsmarkedet, fandt Wilma sit kald i 1983, da hun læste et interview med Lucky Luke skaberen, Morris.

 

Hun ville være tegneserieskaber. I forvejen havde hun været begejstret for Charles Schulz radiserne. Det var imidlertid et albummanuskript og to færdigtegnede sider, hun udarbejdede og sendte til de store forlag. Tilfældigvis så den ansvarlige for det hollandske Anders And blad, Ed van Schuylenburg, hendes manuskript og spurgte hende, om hun kunne påtage sig at skrive historier omhandlende Disney figurerne. Selvfølgelig svarede Wilma ja og selvfølgelig stormede hun ud og købte en masse ​​

Disney blade, for at få styr på, hvad pokker det egentlig var, hun havde sagt ja til. I 1984 begyndte hun at levere Disney manuskripter, men hendes ambition var stadig at tegne og i 1986 begyndte hun at lægge steg til egne historier. I Holland er Anders And bladet meget andet end Anders And og Mickey Mouse og derfor fik Wilma lov til at prøve kræfter med Lille Hiawatha, Dumbo, Chip & Chap ligesom hun skrev historier med figurer, vi sjældent eller aldrig ser i Danmark; såsom Bucky Bug, Panchito og Elmer Elephant. Alligevel har vi haft fornøjelsen af at se et udsnit af Wilmas arbejde i det danske Anders And blad.​

Det er også blevet til redaktionelt stof, mange forsider og ikke mindst de flotte dobbeltsider, hvor Wilmas sikre streg og evner for mange figurer er kommet til sin ret.

Yderst interessant har hun også skrevet og tegnet en række historier med Anders i det land, vi ellers kun ser ham flygte til, når alting går skævt i Andeby – landet vi i Danmark kender som Langtbortistan. Udover det hollandske Anders And blad er det også blevet til Disney materiale for bladene: Disneyland, ‘Disney Baby’s’ og Donald Duck Junior. I en årrække var hun tilsvarende flittig bidragsyder til et magasin om Andersine, hvor hun blandt andet tegnede historier med Andersine i selskab med sine niecer Kylle, Pylle og Rylle. 

Udover at bidrage til Disney bladene har Wilma tegnet Disney merchandise for en række selskaber.

 Det mangeårige virke som Disney forfatter og tegner er imidlertid kun den ene side af Wilma van den Boschs karriere. På andre fronter har hun gjort sig bemærket som fortæller i ord og billeder. Det hollandske Anders And blad adskiller sig fra det danske derved, at det tillader figurer uden for Disney universet at optræde deri. Det begyndte med, at den lokale tegneserie skaber, Marten Toonder, fik så stor succes med egne dyrefigurer, at Disney så sig nødsaget til at lade de hollandske udgivere bringe Toonders Tom Puss i Donald Duck. Denne friere udgivelsespolitik kom Wilma til gode, da hun og hendes partner, farvelæggeren Pascal Oost, efter syv års arbejde endelig stod med en hel ny og færdigtegnet tegneserie ved navn Prinsesse Aster. Det var Wilmas egen datters fødsel, som inspirerede til arbejdet og det var meningen, at serien skulle være bragt i magasinet Taptoe, men da det tilfældigvis på samme tidspunkt droppede de lange historier, endte Prinsesse Aster altså i Donald Duck, hvor to episoder blev bragt i henholdsvis 1999 og 2001. Begge episoder er siden udgivet som selvstændige album og måske følger flere efter, når tiden er moden.

Prinsesse Aster handler om den lille, ensomme planet Eureka, hvor befolkningen lever uden kendskab til resten af universet, fordi kongen er bange for mørke og sørger for, at planeten altid er oplyst. Kongens datter, prinsesse Aster, er imidlertid nysgerrig og med hjælp af astrologen Zenitnadir drager hun ud og udforsker andre planeter, hvor hun møder mange farverige personligheder. 

Det første af de to album, Het Licht van Eureka, blev tildelt prisen for bedste børnetegneserie. Fra 2005 og frem til bladets lukning i 2007 var hun også kunstneren bag en fodboldserie, som hed Jan Kaman. I en hel anden boldgade har hun fra 2000 til 2010 arbejdet for en stiftelse, der lader tegneserietegnere illustrere handikappede børns egne historier. Ligeledes har hun bidraget til de hjemløses blad og selvbiografiske beretninger til Utrecht kunst magasin, De Inktpot fra 2003 til 2007. 

Wilma har haft fingrene nede i flere andre tegneserieprojekter og siden 2013 har hun arbejdet flittigt på et magasin ved navn Tina, hvor hun til manuskript af Bas Schuddeboom har tegnet gag striber og episoder til diverse sæson bøger og særudgivelser. Udover sit virke inden for tegneserie har Wilma i de seneste år illustreret adskillige børnebøger og i 2013 debuterede hun selv som børnebogsforfatter med historien om det lille monster Ikniet.

DanishDutchEnglishFrenchGermanItalianPortugueseSpanish
Art Bubble