august 2019 - Art Bubble

Fournier

Skribent: Jesper Ilum Petersen

Denne artikel er skrevet af Jesper Ilum Petersen

Fournier – Splint og Co. tegner og det solide led i kæden

Det er aldrig nemt at følge efter en mester og det er ikke altid, at lærlingen overgår læremesteren, men derfor kan resultatet sagtens være mere end godkendt. Sådan kan Jean-Claude Fourniers tid på den ikoniske serie, Splint og Co. måske sammenfattes.

Med i ligningen skal også lige indregnes, at Fournier er helt sin egen og har bidraget med andet end Splint og Co. album.

Han er franskmand og født i Paris men i dag boende samt opvokset i Bretagne.

Egentlig var det slet ikke meningen, at Fournier skulle have gjort sig inden for tegneserier. Det var teatret, han stræbte efter. Han gik imidlertid på kunstskole i både Avril og Paris og var beundrer af Franquin.

I 1965 havde Andre Franquin for længst slået sit navn fast som alletiders bedste fortolker af Splint og Co. men var på vej væk fra serien for at hellige sig sin egen gagorienterede serie, Vakse Viggo, så måske var det det helt rigtige tidspunkt, at Fournier valgte at kontakte idolet med sine prøvetegninger.

Franquin må have kunnet lide, hvad han så, for at han tog Fournier ind som sin lærling og lod ham endda bo hos sig i perioder. Derfor var også logisk, at Fournier i 1969 blev valgt til at føre serien videre, da Franquin i 1969 endeligt forlod den. Forinden havde Fournier ellers i 1967 allerede skabt sig sin egen serie, Bizu – en poetisk eventyrserie om et musikalsk skovfolk af venlige gnome, som vi desværre ikke har set på dansk, samt arbejdet på en serie ved navn, Korrigan de la forêt de Brocéliande.

Med sig tog Franquin seriens største aktiv, Spirillen – det fantastiske fantasidyr han selv havde skabt. Dermed var og blev det op af bakke for Fournier, da serien umuligt kunne blive den samme igen. Derfor var kritikken af hans album også momentvis ublid og samtidig urimelig hård. I hvert fald undrede jeg mig som barn over skældsordene, for jeg følte mig fint underholdt og syntes tegningerne var fantastisk gode. Jeg tror ikke, jeg har ændret min bedømmelse synderligt siden dengang.

Fournier gav Splint og Co. et mere poetisk udtryk og jeg tror, mange i dag er enige med mig i, at hans version af serien dengang blev stærkt underkendt. Han tilføjede også nye blivende figurer til universet. Albummet Den Forsvundne Gri-Gri fra 1974 sikrede Fournier en massiv fanskare i Afrika og han har siden ofte besøgt kontingentet og organiseret kurser i tegning samt deltaget i festivaller.
Fournier nåede kun at færdiggøre ni album i serien, inden han forlod den ti år senere i 1979.

Udgiverne syntes, han arbejdede for langsomt og ville have endnu et team af kunstnere ind over den. En anden version af historien går på, at udgiverne ikke var begejstrede for Fourniers politiske engagement i serien.

I stedet for at gå på kompromis valgte Fournier at genoptage sin egen serie Bizu. Syv album blev det til frem til 1994, hvor han også inkorporerede myter fra Betagne hans bedstemor havde fortalt ham som dreng. Siden er det, til manuskript af Zidrou, blevet til otte album med Les Crannibales, der er en humoristisk serie om en kannibalfamilie.

I 2008 overraskede Fournier med en langt mere realistisk tegnet serie, Les Chevaux.

Anden del kom i 2012. De to album er skrevet af hans ven, Christian Lax, og blev først til efter, at Fournier trods en høj alder trænede sig op til at kunne tegne i en anden stil end den humoristisk karikerede.

En del af forklaringen på, at det kun blev til ni Splint og Co. album er formentlig, at Fournier har haft andre jern i ilden. Fra 1972 til 1986 var han tegner til avisen Ouest-France, ligesom han har påtaget sig marketingopgaver for f.eks. Citroën. Desuden har han investeret tid på adskillige lokale talenter i sit studie i Breton. Tillige har han givet udvisning på diverse skoler og medvirket til grundlæggelsen til festivallen i Saint-Malo.
Lad derfor ikke lejligheden gå fra dig til at møde en af de helt store og klassiske Splint og Co. tegnere, når han lægger vejen forbi Rundetårn til Art Bubble i november.
Jesper Ilum Petersen

Arild Midthun

Skribent: Jesper Ilum Petersen

Denne artikel er skrevet af Jesper Ilum Petersen

Disney tegner og så meget andet

Hvem er verdens bedste aktive Anders And tegner? Der er heldigvis flere at vælge imellem, men man kommer ikke uden om at tage nordmanden Arild Midthun med ind i overvejelserne.

Hans streg er ualmindelig sikker og smukt svunget. Han er så stilsikker, at han er blevet et forbillede for en ny generation af unge norske serietegnere.
Vi kender ham også som en del af Anders Ands bladets identitet, idet han har leveret mange serier dertil igennem de senere år.

Men Arild havde faktisk over en snes år bag sig som udøvende seriekunstner, da han i 2004 begyndte som Disney tegner, for selvom han trods alt ikke er ældre end årgang 1964, arbejdede han professionelt inden for branchen allerede i 1980. Inden det kom så vidt, havde han allerede debuteret med spionserien Patrick & Co i Bergens Tidende så tidligt som 1977, skrevet af barndomsvennen Tormod Løkling.

Første professionelle opgave med humorserien Sirkus (1980–82), med manuskript af Terje Nordberg og Elrik Ildahl samt Dag E Kolstad var vellykket og blev trykt i først Serie-Fokus, men senere en efterhånden regelmæssig bestanddel af nordmændenes andet store serieblad, Fantomet.
Det var fra begyndelsen klart, at Arild så sig selv som tegner og ikke historiefortæller, så et stort antal manuskriptforfattere har arbejdet sammen med ham i årenes løb.
I Norge går man stadig utroligt meget op i julehæfter op til højtiden. Det er en smuk tradition, vi også kender i DK, selvom den desværre har været på retur her til lands i snart mange år. I Norge udkommer der imidlertid stadig mange titler, vi danskere ikke har set siden 1970erne samt titler, vi slet ikke har oplevet som julehæfter. Derfor er det måske heller ikke så sært, at mange forbinder Midthun med disse traditionsrige udgivelser.

I 1983 kom det første af 3 album med Truls og Trine. En serie skrevet af Terje Nordberg og Dag Kolstad. Den er senere tilkendt kultur- og kirkedepartementets tegneseriepris for børne- og ungdomslitteratur. Den er udkommet i Danmark og taget op igen i Norge så sent som i 2015. I samme hæftetradition har Midthun udarbejdet en tegneserieversion af universet vi danskere kender fra Bakkekøbing Grandprix.

I en helt anden boldgade begyndte Midthun at levere bidrag til Norges version af MAD magasinet og fra 1986 og frem til 1995 var han fast bidragsyder til det groteske Pyton blad.
Samtidig eksperimenterede han med den europæiske albumtradition via. et samarbejde med manuskriptforfatteren Terje Nordberg i to prisbelønede album kaldet Troll, der blev til i slutningen 1980erne og også udsendt i Danmark.
Efter Pyton-perioden forsøgte Midthun sig med helt nye stilarter i det realistik tegnede album Ivar Aasen- en historie om kærlighed og omvendt med den meget enkle serie Pappa og Pestus til magasinet Ernie.

Ind imellem disse serier har Midthun virket som illustrator til en række aviser og bøger, men alligevel er det karrieren som Anders And tegner, der står skarpest hos mange og det bringer os tilbage til julehæfterne.
En norsk ven har igennem en årrække troligt bragt mig de norske hæfter, jeg udbad mig og deriblandt hæftet Donald, som består af en lang (og typisk en lidt kortere) julehistorie.

Igennem hele dette tiår har Midthun tegnet hæftet og derved gjort ikke blot dette men også sig selv til en del af juletraditionen.
Heldigvis har rigtig mange af Midthuns serier som sagt fundet vej til Danmark. Nu gør Midthun det selv i egen høje person til november. Gå ikke glip af muligheden for at hilse på manden, når han møder op til Art Bubble i Rundetårn.

Gæstelisten vokser

Mens gæstelisten vokser for Art Bubble i Rundetårn 2019, kan det være du har misset en eller to gæster. Vi opdaterer vores Facebookside to gange om ugen (tirsdag og torsdag) og sidst i september burde hele listen være på plads med korte biografier om alle vores vidunderlige gæster.

Vi glæder os til at se jer.

Patrick Block

Skribent: Jesper Ilum Petersen

Denne artikel er skrevet af Jesper Ilum Petersen

Anders And tegneren som nægtede at give op

Hvem er den bedste fortæller og tegner af Andeby universet i dag? Svært spørgsmål men Patrick Block er et godt bud og til november kan du møde ham til Art Bubble i Rundetårn.

Block er født i 1958 i det sydvestlige Pennsylvania og der stod ikke ”stor kunstner” på hans dåbsattest. Han voksede op i et udpræget arbejdermiljø i kul og ståldistriktet og i lighed med hans store forbillede, Carl Barks, har han haft en kringlet ved til Anders And bladene; en vej ad skuffelser og ganske andre typer jobs. At vi i dag har ham som en af de store ”andefortolkere” skyldes udover et indlysende talent også en beundringsværdig stædighed.

Han tilskriver selv sin kærlighed til tegneserier til sin bedstemor, som købte dem i stakkevis til ham og hans søster. Længe inden han nåede læsealderen, sad han på hendes skød og fik læst op af titler fra de tidlige tressere; mest funny animal serier og som mange andre bemærkede han Carl Barks som den ”gode tegner”.

Allerede som lille knægt bemærkede Block også, at han var langt bedre til at tegne end til at dyrke sport og at han kunne forbedre sine karakterer ved at dekorere sine afleveringsopgaver med tegninger. Han begyndte også at lave tegneserier til skolebladet og blev yderligere opmuntret af sine jævnaldrendes positive reaktion. Talentet var der og Block øvede det konstant.

Det var også interessen for tegning og kunst, som førte til et venskab og senere ægteskab med Shelly, som blev og stadig er en værdifuld samarbejdsparter for Patrick Block, som ufortrødent tog de tegneopgaver, som gav sig. Han var meget aktiv inden for spejderbevægelsen og tegnede til deres konkurrencer, ligesom han blev bidragsyder til de wildlife blade, faderen skrev til. Da han kom ind på universitetet var det ”selvfølgelig” en kunstnerisk retning, han valgte og ligeså selvfølgeligt blev han igen leverandør af tegneserier til skolebladet. I sommerferierne skovlede han kul på det lokale stålværft og afgjorde med sig selv, at det bestemt ikke var den slags arbejde, han ville bruge sit liv på.

Som ung kunstner tog han de jobs, han kunne få, selvom ambitionen om at blive Disney tegner, var intakt. Tiden var imidlertid imod ham. Det boom Disney bladene havde oplevet i fyrrene og halvtresserne var for længst fortid og en i årrække forsvandt de ganske enkelt fra det amerikanske marked.

Noget skete imidlertid i slutningen af firserne; et nyt forlag ved navn Gladstone tog de gamle titler samt nye op og en komet ved navn Don Rosa viste sig pludselig på tegneseriehimlen. Block forsøgte ihærdigt at gøre opmærksom på sig selv overfor folkene bag Gladstone, men til ingen nytte; måske fordi forlaget var i tidsnød; de nåede så at sige kun lige at etablere et fornuftigt salg, inden Disney koncernen besluttede for første gang nogensinde selv at udgive tegneserieblade med egne figurer. Dermed var Gladstone tilsyneladende ude af billedet.

Sammen med vennen Ron Fernandez klemte Block nu på selve Disney koncernen med en historie de sammen havde skrevet. De fulgte op, så godt de kunne, med telefon opkald og breve, men igen var omstændighederne imod dem. Det var mere end vanskeligt at finde kontaktpersonen med den fornødne kompetence og interesse. Samme mistrøstige historie gentog sig, da Egmont koncernen kom i deres sigtekorn.

Mulighederne syntes udtømte, da noget skete. Disney løb ind i en uventet fiasko med deres eget forlagsforsøg og udgivelsesrettighederne vendte overraskende tilbage til Gladstone og nu var der pludselig bid!

Ved en tegneseriemesse i San Diego mødte de John Clarke fra Gladstone, som Block introducerede sig for og viste de tre første sider af ”The Mystery og Widow’s Gap” til. Clarke kunne lide hvad han så og nu var der så at sige kommet hul på bylden. Først for Gladstone og siden Gemstone forlaget er det blevet til adskillige historier og forsider. Sideløbende blev der indledt et samarbejde med Egmont om produktion af manuskripter.

Og så skete det, som Block nok ikke havde turdet håbe på i sin vildeste fantasi. Selveste Carl Barks fik øje på ham og hans evne til at tegne i den klassiske stil. Det endte med et tæt samarbejde om Barks sidste historie ”Somewhere in Nowhere”, som Block tegnede. I samme periode, umiddelbart før Carl Barks død, indgik Barks et samarbejde med de italienske udgivere om en række forsider. Det blev til otte sider, som Barks selv tegnede og Block efterfølgende optegnede med tusch.

Siden da er der sket meget i Patrick og Shelly Block’s liv og karriere som udøvende kunstnere. Udover de kære ænder har de etableret et forgrenet arbejde med fans over hele verden om en ny tegneserie ved navn ”Frostlings”.

Men Disney tegneserier er ikke den eneste vis, hvor Block er gået i fodsporene af Carl Barks. Også som skaber af olie og akvarelmalerier med de elskede figurer, har Block med stort held forsøgt sig. I begyndelsen kunne de købes for en bagatel af, hvad Barks’ malerier går for, men flere og flere har fået øjnene op for den unikke mulighed for at anskaffe et udtryksfuldt Disney maleri af en førende kunstner inden for branchen, så allerede i dag handles de i dansk mønt for sekscifrede beløb. Køen er i dag lang, hvis man ønsker et nyt billede fra Block’s hånd.

Block har selv udtrykt sin nøgle til succes hos fansene på denne måde:

“Do the best you can on each piece. If you give each original everything you have, it shows, and people can see and know it when you are giving it your all. I never rush anything, and it’s more about getting it right, than about the money.”

John Kenn Mortensen

Rune Ryberg

Rune Ryberg (1979) er tegner og tegneserieforfatter med en baggrund i animations film.

Runes kunstneriske stil er et farverigt ramasjang af krøllede streger fuld af energi og dynamik.

Hans arbejde indeholder oftest skæve karakterer i komiske action scener med et filmisk præg og meget begrænset brug af tekst og dialog.

I 2014 debuterede Rune med sin tegneserie Gigant, der vandt årets Pingpris for bedste børne- ungdomsbog. I 2017 vandt Rune en Claus Deleuran pris for årets bedste farvelægger. Hans seneste bog, Death Save, udkom på Forlaget Forlæns i februar, og vandt en Pingpris for Bedste danske tegneserieudgivelse i juni 2019.

Wilma van den Bosch – Erfaren Disney tegner og meget mere

Skribent: Jesper Ilum Petersen

Denne artikel er skrevet af Jesper Ilum Petersen

Art Bubble er glade og stolte over, at kunne invitere dig til at møde Wilma van den Bosch den 22.-23. september på DOKK1 i Århus. På Art Bubble har vi allerede haft fornøjelsen af at præsentere flere Disney tegnere til det danske Anders And blad og tillige amerikanske udgivelser, men Wilma er mangeårig forfatter og tegner for det hollandske Anders And blad, som har en selvstændig produktion af serier af meget høj kvalitet. Hun er tillige en dygtig og prisvindende kunstner i eget navn.

Vi vil byde dig velkommen blandt mange andre glade ansigter på Dokk1, hvor Wilma vil være en af de mange spændende tegnere, du får mulighed for at hilse på. Men lige nu vil vi gerne introducere dig for Wilma, som er en interessant kunstner og personlighed. Du kan også forudbestille commissions fra Wilma her på Art Bubbles hjemmeside. Det er langt imellem kvindelige Disney tegnere og i Canada forekommer selv de mandlige sjældnere end sjældent. Ikke desto mindre er Wilma van den Bosch såvel canadier som Disney tegner. Hvordan hænger det sammen? Takket være talent, vilje, tilfældigheder og en smule ”snyd” for som navnet antyder, er hun af hollandsk herkomst. I 1956 fødtes hun i Welland, Canada som datter af hollandske immigranter, der imidlertid begyndte at lide af hjemve og familien rejste derfor tilbage til Holland i 1966.Efter skolen og en række frustrerende forsøg på at finde sig til rette på arbejdsmarkedet, fandt Wilma sit kald i 1983, da hun læste et interview med Lucky Luke skaberen, Morris.

Hun ville være tegneserieskaber. I forvejen havde hun været begejstret for Charles Schulz radiserne. Det var imidlertid et albummanuskript og to færdigtegnede sider, hun udarbejdede og sendte til de store forlag. Tilfældigvis så den ansvarlige for det hollandske Anders And blad, Ed van Schuylenburg, hendes manuskript og spurgte hende, om hun kunne påtage sig at skrive historier omhandlende Disney figurerne. Selvfølgelig svarede Wilma ja og selvfølgelig stormede hun ud og købte en masse

Disney blade, for at få styr på, hvad pokker det egentlig var, hun havde sagt ja til. I 1984 begyndte hun at levere Disney manuskripter, men hendes ambition var stadig at tegne og i 1986 begyndte hun at lægge steg til egne historier. I Holland er Anders And bladet meget andet end Anders And og Mickey Mouse og derfor fik Wilma lov til at prøve kræfter med Lille Hiawatha, Dumbo, Chip & Chap ligesom hun skrev historier med figurer, vi sjældent eller aldrig ser i Danmark; såsom Bucky Bug, Panchito og Elmer Elephant. Alligevel har vi haft fornøjelsen af at se et udsnit af Wilmas arbejde i det danske Anders And blad.

Det er også blevet til redaktionelt stof, mange forsider og ikke mindst de flotte dobbeltsider, hvor Wilmas sikre streg og evner for mange figurer er kommet til sin ret.

Yderst interessant har hun også skrevet og tegnet en række historier med Anders i det land, vi ellers kun ser ham flygte til, når alting går skævt i Andeby – landet vi i Danmark kender som Langtbortistan. Udover det hollandske Anders And blad er det også blevet til Disney materiale for bladene: Disneyland, ‘Disney Baby’s’ og Donald Duck Junior. I en årrække var hun tilsvarende flittig bidragsyder til et magasin om Andersine, hvor hun blandt andet tegnede historier med Andersine i selskab med sine niecer Kylle, Pylle og Rylle.

Udover at bidrage til Disney bladene har Wilma tegnet Disney merchandise for en række selskaber.

Det mangeårige virke som Disney forfatter og tegner er imidlertid kun den ene side af Wilma van den Boschs karriere. På andre fronter har hun gjort sig bemærket som fortæller i ord og billeder. Det hollandske Anders And blad adskiller sig fra det danske derved, at det tillader figurer uden for Disney universet at optræde deri. Det begyndte med, at den lokale tegneserie skaber, Marten Toonder, fik så stor succes med egne dyrefigurer, at Disney så sig nødsaget til at lade de hollandske udgivere bringe Toonders Tom Puss i Donald Duck. Denne friere udgivelsespolitik kom Wilma til gode, da hun og hendes partner, farvelæggeren Pascal Oost, efter syv års arbejde endelig stod med en hel ny og færdigtegnet tegneserie ved navn Prinsesse Aster. Det var Wilmas egen datters fødsel, som inspirerede til arbejdet og det var meningen, at serien skulle være bragt i magasinet Taptoe, men da det tilfældigvis på samme tidspunkt droppede de lange historier, endte Prinsesse Aster altså i Donald Duck, hvor to episoder blev bragt i henholdsvis 1999 og 2001. Begge episoder er siden udgivet som selvstændige album og måske følger flere efter, når tiden er moden.

Prinsesse Aster handler om den lille, ensomme planet Eureka, hvor befolkningen lever uden kendskab til resten af universet, fordi kongen er bange for mørke og sørger for, at planeten altid er oplyst. Kongens datter, prinsesse Aster, er imidlertid nysgerrig og med hjælp af astrologen Zenitnadir drager hun ud og udforsker andre planeter, hvor hun møder mange farverige personligheder.

Det første af de to album, Het Licht van Eureka, blev tildelt prisen for bedste børnetegneserie. Fra 2005 og frem til bladets lukning i 2007 var hun også kunstneren bag en fodboldserie, som hed Jan Kaman. I en hel anden boldgade har hun fra 2000 til 2010 arbejdet for en stiftelse, der lader tegneserietegnere illustrere handikappede børns egne historier. Ligeledes har hun bidraget til de hjemløses blad og selvbiografiske beretninger til Utrecht kunst magasin, De Inktpot fra 2003 til 2007.

Wilma har haft fingrene nede i flere andre tegneserieprojekter og siden 2013 har hun arbejdet flittigt på et magasin ved navn Tina, hvor hun til manuskript af Bas Schuddeboom har tegnet gag striber og episoder til diverse sæson bøger og særudgivelser. Udover sit virke inden for tegneserie har Wilma i de seneste år illustreret adskillige børnebøger og i 2013 debuterede hun selv som børnebogsforfatter med historien om det lille monster Ikniet.