Onkel Joakim hyldes i Dokk1

Andebys millionær hyldes i Aarhus

Dette års celebre fødselsdag er Onkel Joakims 70 års fødselsdag! Den gamle gnier har i 70 år været Andebys rigmand og onkel for hele det kendte Disneyunivers.

På tegneseriefestivalen Art Bubble 22. april på DOKK1 i Aarhus tager vi forskud på glæderne og har inviteret Disneytegneren Kari Korhonen fra Finland. Man kan møde ham og en masse andre danske og udenlandske tegnere og få signeret sin bog eller blad eller bare få en snak med mestertegneren og måske en lille onkel Joakim tegning. Der vil være masser af tegneserier og berømte tegnere og der er gratis adgang.

Anledningen er Kulturhovedstad 2017 der naturligvis kan vise hele Danmark, at der er masser af inspiration og underholdning og sjov for alle aldersgrupper. Tegneserier har i over 100 år prydet aviser og blade og givet os danskere et billigt grin eller sørget for juleunderholdningen i julehæfterne. Så der er grund til at hylde tegneserierne.

Senere på året åbner tegneseriefestivalen Art Bubble igen i Rundetårn i København 18. og 19. november, hvor man kan møde den helt store Disneytegner Don Rosa og vi endnu en gang fejrer den store ands fødselsdag!

Tegnsprogstolk på Art Bubble

Når Danmarks hyggeligste tegneseriefestival Art Bubble åbner dørene d. 22. april i det nye kulturhus DOKK1 i Århus, vil det blive endnu hyggeligere for de døve tegneseriefans.

Der vil være en tegneserieinteresseret tegnsprogstolk til at tolke vores foredrag og debatter med mere, så hørehæmmede fans også vil kunne følge med i samtalerne. Og det bliver endnu bedre, da tegnsprogstolkning udover DOKK1 også vil foregå i Rundetårn til tegneseriefestivalen i Rundetårn til november, når Art Bubble finder sted 18.-19. november.

Sæt allerede kryds i kalenderen, for Art Bubble har allerede et bekræftet hovednavn som gæst, nemlig Andeby kunstneren Don Rosa, der bl.a. er manden bag den højtelskede historie om Joakim von Ands liv, ”Her er dit liv”.

Danske gæster til Art Bubble

Art Bubble er glade for at kunne præsentere de danske hovednavne, der gæster tegneseriefestivalen i DOKK1 i Århus 22. april 2017.

Blandt årets gæster er et finde Peter Madsen (Valhalla, Troldeliv), Frank Madsen (Kurt Dunder, Eks Libris), Palle Schmidt (Thomas Alsop, Nelson-børnebøger), Paul Arne Kring (Bolette og Weenetryhl), Kristina Rickens (Live fra Lolland), Ida Gantriis (Ægget) og Sussi Bech (Nofret, Dalila den Drevne).

Peter Madsen er velkendt tegneserietegner og illustrator. Han har udgivet 15 albums – og Danmarks første store tegnefilm – i Valhalla-serien, men har også illustreret en del bøger som Historien om Job, samt Troldeliv, som hans hustru Sissel Bøe har forfattet.

Frank Madsen er en alsidig illustrator og aktuelt med historierne Eks Libris, som han forfatter og hans hustru Sussi Bech illustrerer. Frank har desuden udgivet tegneserien Kurt Dunder, som er en TinTin-inspireret opdagelsesrejsende figur.

Palle Schmidt er aktuel med andet bind i serien af den grafiske roman Thomas Alsop, som allerede har vundet finde anmeldelser og priser. Han har desuden udgivet flere børnebøger i serien Nelson, f.eks Nelson og Zombiefødselsdagen.

Paul Arne Kring er multikunstner og tegneserietegner. Han er især kendt for sine serier om “Bolette Hansen” og “Weneetryhl”, men er også dukkemageren bag mågedukkerne “Kaj og Bøje” fra færgereklamerne, ligesom han har skabt statuetterne til Art Bubbles tegneseriefestivalspris “Hanne Hansen Prisen”.

Kristina Rickens har blogget i lang tid, og har skabt den succesfulde tegneserieblog “Live fra Lolland”, der handler om hendes egen og Hr. Mands finurlige hverdag på landet efter flytning fra Nørrebro i København.

Ida Gantriis har fået de kreative gener fra forældrene, og er en meget vellidt illustrator på flere forlag. Mest kendt er hun for sin figur “Ægget” i den ordløse billedfortælling, der møder både kærlighed og udfordringer.

Sussi Bech blev landskendt med tegneserien “Nofret”, og har netop udgivet luksusalbummet “Dalila den Drevne”, som var hendes første tegneserie i ungdomsårene. Hun illustrerer ugentlig Eks Libris serien, som hendes mand Frank Madsen forfatter til Weekendavisen.

Læs mere om de danske gæster

Udenlandske hovednavne på Art Bubble

Det er med stor glæde, at Art Bubble kan annoncere sine første gæster til årets eskapader i Dokk1 i Aarhus.

Når dørene til det nye og spændende kulturhus bliver slået op d. 22. april 2017 vil besøgende kunne opleve Philippe Luguy (Ridder Goodwill), Glenn Fabry (Preacher), Antony Johnston (Wasteland), Kari Korhonen (Anders And) og Yves Rodier, som i de senere år har forsøgt at løfte arven efter selveste Hergé.

Philippe Luguy er velkendt blandt danske tegneseriefans og er blevet udgivet i Danmark siden 80’erne. Han er mest kendt for fantasi-serien om Ridder Goodwill og hans trofaste væbner.

Glenn Fabry har forarget og tryllebundet læserne med sine fantastiske covers igennem flere årtier og har med sit arbejde på Preacher slået fast, at han er blandt de bedste cover artists i verden.

Antony Johnston er mindre kendt på dansk grund, men det kommer til at ændre sig, når filmen Atomic Blonde, efter hans oplæg The Coldest City, rammer biograferne i juli.

Kari Korhonen var blandt sidste års mest populære gæster og det glæder os, at den kække finne igen er at finde på festivalen, hvor han vil tegne Anders And for dem der kigger forbi.

Yves Rodier er mest kendt for sine “pirat”-versioner af ikke eksisterende Tintin historier, hvor han tager Hergés verdenskendte figur på nye eventyr.

 

DanishDutchEnglishFrenchGermanItalianPortugueseSpanish
Art Bubble