Simon Jakobsen

Yoann Chivard – Den nye mestertegner af Splint og Co

Af

Skribent: Jesper Ilum Petersen

Denne artikel er skrevet af Jesper Ilum Petersen

Har du en Splint og Co. favorittegner? Der er flere at vælge imellem, men en af de bedste i rækken er også den seneste og nuværende, Yoann Chivard. Ham kan du hilse på i september måned i Dokk1 til Art Bubble.
Yoann Chivard er franskmand og allerede inden Splint og Co., havde han slået sit navn fast og opnået såvel publikums som kollegaernes anseelse. Yoann er født den 8. oktober 1971 i Alençon. Allerede som femårig begyndte han at tegne og fornemmede, at det var tegneserien, som trak i ham.

Det var da også kunst og kommunikation, han senere i livet studerede. Under sine studier ved School of Fine Arts begyndte han at levere brochurer og plakater, og sammen med vennen og studiekammeraten Éric Omond omskabte han efterfølgende i 1997 et bog projekt til den kritiker roste tegneserie Toto Platypus, som der frem til 2008 kom syv bind af. Til det engelske marked blev det også til Phil Kaos for Deadline og Dark Boris for Inkling. Herudover tegnede han også en fransksproget børnehistorie.

Alligevel havde Yoann også overskud til at virke som designer af uddannelsesværktøjer og som facilitator af kurser over tegneserier.

Yoann præsenteres med støtte fra Viborg Animationsfestival

I 1997 grundlagde han sit studie, døbt ”La Boite qui fait Beuh” og bosatte sig i Nantes.
Det blev til flere projekter inden han overtog tegneserien Bob Marone, som han mellem 2003 og 2005 tegnede nye historier med. Bob Marone er en tegneserie skabt af Yann og Conrad.

Blandt disse projekter er, sammen med Omond, Nini Rezergoude for en japansk udgiver og La Voleuse du Pere-Fauteuil for Dargaud i 2002. Med tekst af Nathalie Ferlut begyndte han serien Ether Glister samt tegnede et album i serien Donjon Monster.

I januar 2009 blev det annonceret, at Yoann ville overtage ansvaret for tegneserien Splint & Co. sammen med forfatteren Fabien Vehlmann. Parret var afprøvet på universet i det første album i serien Et Ekstraordinært Eventyr med Splint & Co. I Danmark kender vi denne historie som De forstenede kæmper – bragt i bladet Tempo i 2009.

Deres første album i den ordinære Splint & Co.-serie udkom i 2010 med titlen Zorkonerne Kommer! Det er nr. 51 i rækken. Siden da er der udkommet en stribe friske Splint & Co. album. I Danmark er vi nået til album nr. 55, Spirillens Vrede, som er historisk, da det er det langhalede fantastiske, og stærkt savnede, dyrs første optræden i et Splint og Co. album i over fyrre år.

Spirillen er, som mange ved, en figur, Splint og Co. mest ansete tegner, André Franquin, skabte, men som han tog med sig fra serien. Nu er Spirillen endelig tilbage i seriens univers.

Yves Rodier og hans vej fra fanboy til kunstner

Af

Skribent: Jesper Ilum Petersen

Denne artikel er skrevet af Jesper Ilum Petersen

Yves Rodier er allerede kendt af trofaste Art Bubble besøgende

Men til dem, som ikke nåede at få en af hans tegninger eller blot gerne vil forny bekendtskabet, er lejligheden der til september i Dokk1 i Århus. Kom og hils på den nulevende tegner, som er kommet Herges ”rene” Tintin streg nærmest.

Rodier blev født i 1967 som fransk/canadier i Quebec regionen Monteregie. Allerede fra barnsben voksede han op med tegneserier i form af hans brors Tintin og Spirou blade fra 1950erne og 1960erne. Som ung mand slap han for en tid passionen for tegneserier og studerede musik og filmteknik, inden han igen for alvor blev grebet af mediet.

Det var de fransk/belgiske tegneserieskoler i al almindelighed og Hergés serier i særdeleshed, som fascinerede ham. Som dreng tegnede han til en konkurrence en seks siders Tintin historie, som kronologisk ligger før Tintin i Sovjet og forklarer, hvordan det gik til, at Tintin blev reporter. Meget sigende for denne del af hans karriere blev han diskvalificeret for at bruge en allerede skabt figur.

Dette afskrækkede dog på ingen måde Rodier, der som ung mand tog fat på den kolossale og utaknemmelige opgave at færdiggøre albummet Alfabetkunsten, som ved Hergés død ikke var kommet længere end til skitsestadiet. Når opgaven var utaknemmelig skyldtes det, at han jo selvsagt ikke havde rettigheder over figurgalleriet, samt at Hergé så at sige tog Tintin med sig i graven, da testamentet dikterede, at der ikke måtte udgives flere album.

 

Ikke desto mindre tegnede Rodier sin version af albummet. Dog var Rodier på dette tidspunkt endnu en meget ung mand og ufærdig kunstner. Resultatet var derfor ikke optimalt.

Hjælpen kom fra en af Hergés nærmeste medarbejdere; Bob de Moor. De to korresponderede, inden de mødtes i 1991, hvor Rodier modtog både ros og ris for sine anstrengelser. Bob de Moor så potentialet og var stedvist imponeret men kom også med kritik. Blandt andet påpegede han, at han flere steder kunne se inspiration fra tidligere Tintin tegninger; noget som var utænkeligt på Hergés studie, da de skabte de berømte album og hver gang begyndte fra bunden for at undgå enhver følelse af deja vu.

Selvom Bob de Moor også ønskede Alfabetkunsten færdiggjort og endda legede med muligheden om at lade Greg forbedre manuskriptet, troede han ikke meget på sandsynligheden af projektet, idet rettighedshaverne ville modsætte sig noget sådant. I stedet foreslog han til Rodiers henrykkelse en plan B; at de muligvis kunne samarbejde på et album om Moors egen figur; Barelli.

Desværre blev det blev kun til nok lidt brevudveksling, inden Bob de Moors alt for tidlige død i 1992.

Mødet havde imidlertid åbnet Rodiers øjne for albummet svagheder og efterfølgende gentegnede han dele af det for at tilpasse sig så meget som muligt til den klassiske stil. Albummet var stadig bandlyst af rettighedshaverne men blev udsendt på en CD-ROM. Siden har det fået mytestatus og er i dag det mest berømte piratalbum.

For modsat mange andre tegneres forsøg på at ”genoplive” Tintin, er det ikke parodier eller nyfortolkninger af universet, Rodier bestræbte sig på at frembringe; det er pasticher, han skaber, hvor han søger at komme helt ind under huden på Hergé og tegne nøjagtig, som han gjorde. Således søgte han endda råd hos Bob de Moor om hvilke typer blyanter etc., de dengang brugte.

 

På trods af juridiske og økonomiske vanskeligheder er Rodier fortsat med at arbejde med figurerne. Han har tegnet kortere historier samt bidder, Herge selv forkastede; f.eks. en ekstra side til Tintin i Tibet. Ligeså har han tegnet postkort og diverse illustrationer med de berømte figurer, han efterhånden mestrer til perfektion.

Heldigvis for Rodier og fans af tegneserier, er det blevet til meget andet end hans heroiske kamp for at holde liv i Tintins verden.

I 1995 bidrog han i magasinet Piqnouf med titelserien Pignouf et Hamlet; en serie, som dog ikke fik lang levetid, da Rodier drog til Frankrig og i en årrække arbejdede inden for animation. Her fik han mulighed for at boltre sig med en række kendte film og figurer; bl.a. leverede han storyboards til Heavy Metal 2000 og layouts til serier som Bob Morane.

Ikke desto mindre tegnede Rodier sin version af albummet. Dog var Rodier på dette tidspunkt endnu en meget ung mand og ufærdig kunstner. Resultatet var derfor ikke optimalt.

Hjælpen kom fra en af Hergés nærmeste medarbejdere; Bob de Moor. De to korresponderede, inden de mødtes i 1991, hvor Rodier modtog både ros og ris for sine anstrengelser. Bob de Moor så potentialet og var stedvist imponeret men kom også med kritik. Blandt andet påpegede han, at han flere steder kunne se inspiration fra tidligere Tintin tegninger; noget som var utænkeligt på Hergés studie, da de skabte de berømte album og hver gang begyndte fra bunden for at undgå enhver følelse af deja vu.

Selvom Bob de Moor også ønskede Alfabetkunsten færdiggjort og endda legede med muligheden om at lade Greg forbedre manuskriptet, troede han ikke meget på sandsynligheden af projektet, idet rettighedshaverne ville modsætte sig noget sådant. I stedet foreslog han til Rodiers henrykkelse en plan B; at de muligvis kunne samarbejde på et album om Moors egen figur; Barelli.

Desværre blev det blev kun til nok lidt brevudveksling, inden Bob de Moors alt for tidlige død i 1992.

Mødet havde imidlertid åbnet Rodiers øjne for albummet svagheder og efterfølgende gentegnede han dele af det for at tilpasse sig så meget som muligt til den klassiske stil. Albummet var stadig bandlyst af rettighedshaverne men blev udsendt på en CD-ROM. Siden har det fået mytestatus og er i dag det mest berømte piratalbum.

For modsat mange andre tegneres forsøg på at ”genoplive” Tintin, er det ikke parodier eller nyfortolkninger af universet, Rodier bestræbte sig på at frembringe; det er pasticher, han skaber, hvor han søger at komme helt ind under huden på Hergé og tegne nøjagtig, som han gjorde. Således søgte han endda råd hos Bob de Moor om hvilke typer blyanter etc., de dengang brugte.

På trods af juridiske og økonomiske vanskeligheder er Rodier fortsat med at arbejde med figurerne. Han har tegnet kortere historier samt bidder, Herge selv forkastede; f.eks. en ekstra side til Tintin i Tibet. Ligeså har han tegnet postkort og diverse illustrationer med de berømte figurer, han efterhånden mestrer til perfektion.

Heldigvis for Rodier og fans af tegneserier, er det blevet til meget andet end hans heroiske kamp for at holde liv i Tintins verden.

I 1995 bidrog han i magasinet Piqnouf med titelserien Pignouf et Hamlet; en serie, som dog ikke fik lang levetid, da Rodier drog til Frankrig og i en årrække arbejdede inden for animation. Her fik han mulighed for at boltre sig med en række kendte film og figurer; bl.a. leverede han storyboards til Heavy Metal 2000 og layouts til serier som Bob Morane.

 

Forinden afrejsen fra Canada nåede han i 1996 at vinde prisen som mest lovende talent ved en Quebec tegneseriefestival.

Først i 2005 vendte Rodier tilbage til tegneseriemediet med Simon Nian, hvoraf der er udkommet tre bind. Disse var ikke så Herge inspirerede, som man måske kunne forestille sig men præges mere af et andet af Rodiers forbilleder, Maurice Tillieux, som skabte Max Jordan. Simon Nian er skrevet af Francois Corteggiant.

Indenfor de seneste år er det blevet til noget så eksotisk som serien The Adventures of El Spectro, om en mexicansk wrestler, der udsættes for nederdrægtigheder fra gale videnskabsmænd og diverse monstre. Rodier pointerer selv, at han ikke er fan af wrestling men af gamle film fra tresserne om wrestling. El Spectros fysik, kampevner, genkendelighed og generelle heltemod gør ham til en oplagt aktion skikkelse. Hans omflakkende livsstil er et ligeså oplagt påskud til at sende ham ind i de rette konflikter, hvor end disse må befinde sig.

I streg og historiefortælling kombinerer Rodier disse elementer med hans kærlighed for klassiske fransk/belgiske tegneserier. Selv anser Rodier El Spectro for en forlængelse af barndomsheltene; ikke kun Tintin og Max Jordan men også Jean Gratons Mark Breton, Albert Weinbergs Dan Cooper m.fl.

Det er også muligt at finde Yves Rodier på YouTube, hvor han producerer, instruerer og er vært for en popkultur webserie kaldet Le Bébelleux Naufragé. Her huserer han på en smuk Stillehavs ø, ikke helt ulig den, Tintin og besøgte i Rackham den Rødes Skat. Tillige får han kvalificeret besøg af venner og bekendte, han diskuterer gammelt legetøj, film og TV-serier med.

Det er som regel nemt at få øje på Rodier i mængden, da han oftest er iført en farverig Hawaii skjorte!

Niko Henrichon – Løvernes sande konge og meget mere end det

Af

Skribent: Jesper Ilum Petersen

Denne artikel er skrevet af Jesper Ilum Petersen

Hvordan forklares det, at en canadisk tegner, uddannet i Belgien, bosat i Frankrig og med en stil, som læner sig op ad den europæiske, primært er blevet udgivet på amerikanske forlag?

Jeg bliver nok svar skyldig men kom selv og spørg Niko Henrichon til Art Bubble i september, for det er ham, vi taler om.

Niko har været heldig at arbejde med en række dygtige forfattere gennem sin karriere, men hans personlige succes og beundring hos publikum er naturligvis iboende hans streg, der måske kan beskrives som fordringsløs men alligevel rig på kvaliteter med en uskyldig charme spændt ud over persongalleriet. Eller:
”Somehow, he impresses by not trying too hard to impress.”

Niko blev uddannet som kunstner i Belgien på Saint-Luc Liège i årene fra 1997 til 2000 og allerede i begyndelsen af 00’erne blev amerikanerne opmærksomme på ham. Først da han på forlaget Vertigo arbejdede sammen med Bill Willingham (berømt for Fables) i to omgange og dernæst Barnum af Howard Chaykin og David Tischman.

Det var imidlertid i 2006, at publikum for alvor fik øjnene op for Niko’s talent, da han stod for tegnearbejdet på Pride of Baghdad skrevet af Brian Vaughan. Det er en mildest talt usædvanlig og fantastisk historie bygget over en virkelig begivenhed. Da amerikanerne bombede Baghdad i 2003, slap fire løver ud af byens zoologiske have og denne historie om løvernes kamp for at overleve vandt Imagine Games Network’s pris for bedste grafiske roman i 2006. Når historien blev så stor en succes, som den blev, skyldes det ikke mindst Niko’s evne til at overbevise læseren om, at han virkelig kikker ind i det bombede Baghdad.

I en helt anden genre kom Niko til at arbejde med Jack Kirbys figur fra 1978, Machine Man, i en serie på fem hæfter til manuskript af Ivan Brandon.

Siden da er det også blevet til et bidrag til Willingham’s fantastiske Fables serie. For Marvel har han leveret til bl.a. New X-men, Spiderman Fairy Tales og X-men: Return of Magic. Mange forsider har han tegnet til titler som Fantastic Four, Black Panther og Shadow Hunter.

Herudover er tilkommet udgivelser i Frankrig. I 2008 med Sylvain Runberg på Hostile og dernæst i 2011 Noe; en bearbejdning af den bibelske fortælling, der i 2014 blev til en storfilm instrueret af Darren Aronofsky.

Mens mange amerikanske tegnere arbejder sammen med andre kunstnere og farvelæggere, adskiller Niko sig radikalt ved at foretrække at klare det hele fra skitser til den færdigt farvelagte side. Derfor er hans arbejder også fyldt med atmosfære og genkendelighed samt en sjælden harmoni mellem sidens enkelte bestanddele.

I de seneste år har Niko tegnet to album af Meta-Baron serien til manuskript Jerry Frissen. Han fortæller selv, at det var fantastisk for ham at bidrage til netop denne serie, da han var stor fan af figuren, da den blev lanceret for første gang af selveste Moebius. Her har Niko også gået ind i den nye teknologiske tidsalder og tegnet digitalt.

Hermann Huppen – Kunsten at forene kvalitet med kvantitet

Af
Billede af Hermann

Skribent: Jesper Ilum Petersen

Denne artikel er skrevet af Jesper Ilum Petersen

En af Europas ubestridt fornemmeste og bedst kendte tegneseriekunstnere lægger vejen forbi Danmark i det tidlige efterår

Han er belgier bosat i Schweiz og bærer navnet Hermann Huppen, selvom han af fansene kun omtales som slet og ret Hermann. Vi er mange, som håber at måtte beholde ham på denne side af perleporten længe endnu, men når du får chancen for at møde ham til Art Bubble i september er han rundet de firs år, så lad ikke denne mulighed gå din næse forbi.

Hermann kommer ud af fattige kår og en ret religiøs familie. Det sidste er der ikke mange indikatorer på i hans livsværk og Hermann selv har ry for at være en særdeles bramfri socialist og ateist. At han endte som tegneseriekunstner må endda tilskrives lidt af en tilfældighed. Han er nemlig indendørsarkitekt uddannet i Saint-Gilles, Brussels og nåede at arbejde som sådan såvel i sit hjemland Belgien og korte besøg i New York og Montreal. Heldigvis kom han via. sin svoger, og senere redaktør af Spirou magasinet, mellemkomst, Philippe Vadooren, på den helt rette hylde.

Det begyndte tilbage i 1966 med en række historier på mellem fire og seks sider. Disse havde et historisk eller dokumentarisk tilsnit og de fleste kan læses i de tidlige årgange af det danske Fart og Tempo. Dette dusin historier bar allerede kendetegnet af en tegner, som bragte løfter for fremtiden, men de ville være glemt i dag, om ikke den geniale forfatter Greg (Michel Régnier) havde fået øje på hans talent og inviterede ham til at arbejde i hans studie.

Til Gregs manuskript tegnede Hermann en stribe korte historier til Tintin magasinet om en ung Interpol politiinspektør ved navn Bernard Prince. Heller ikke disse episoder var måske noget særligt, men omkring 1967 forvandler serien sig drastisk. Bernard Prince siger sit job op, da han arver fragtbåden Cormoran og sammen med den bryske søulk Barney Jordan og det kvikke hittebarn Djinn/Hassan sejler Bernard Prince herefter verdenshavene tynde i jagten på hyre og oplevelser.

Herefter bliver vægten lagt på eventyr og serien kan beskrives som en realistisk opdatering af genren. Tretten album blev det til med Hermann som tegneren og det ene bedre end det andet, for såvel Greg som Hermann udviklede sig og blev stadigt mere effektive til at strikke ikke bare spændende men også hamrende flotte historier sammen. De eksotiske steder, hvor Cormoran lagde til kaj, var også det perfekte bagtæppe for Hermann at udfolde sine evner som tegner på. Lokaliteter og navnlig naturen træder så markant frem, at disse størrelser næsten bliver medspillere i de voldsomme dramaer, der oprulles for læserens øjne.

Nogenlunde samtidig med de første Bernard Prince episoder, blev det også til de to indledende episoder i en helt ny serie med forfatteren Jean-Luc Vernal. Jugurtha hed serien og var en idealiseret udgave af en eponymisk konge, som regerede over Numidia før vor tidsregning. Hermann var ikke begejstret for den forsødede og omskrevne udgave af en grusom regents ugerninger og magtbegær, men hans to episoder kan, som så meget andet af hans tidlige produktion, læses i Fart og Tempo. Serien slog i øvrigt an hos læserne og er fortsat af andre efter Hermanns exit fra den.

Som alle fans af Hermann ved, var Bernard Prince ikke den eneste frugt, der kom ud af samarbejdet med Greg. Det blev også til westernserien Red Kelly, der i hvert fald i mine øjne er den eneste western tegneserie udover Rick O’Shay som kan konkurrere med Bluberry om status som verdens bedste inden for genren.

Den begynder som en bund solid fortælling om den ensomme erfarne men ikke hensynsløse revolvermand, som kommer til en farm ledet af en smuk ung kvinde og en gammel krakiler. Farmen er truet af griske pengemænd og det er op til Red Kelly og alle gode kræfter at skaffe retfærdighed og fred. Den slags var set før, men aldrig så velfortalt og smukt tegnet. Og det blev til meget mere end det! Serien blev mere komplekst og tog en helt uventet og interessant retning.

 

Det skyldes i betragteligt omfang Hermann, da han overfor Greg insisterede på, at droppe den ”banale” duel til sidst i albummet ”Himlen er rød som blod” og kort og godt lade Red Kelly skyde massemorderen Russ Dobbs ned som en gal køter, selvom det indebærer, at Red Kelly ender i fængsel og en efterfølende ydmygende prøveløsladelse.
Det var også med Red Kelly, at samarbejdet i 1982 sluttede med Greg. Hermann følte, at tiden var kommet til at indfri egne visioner med sig selv som manuskriptforfatter. Allerede i 1978 var han for de tyske udgivere, Koralle, begyndt på fremtidsserien Jeremiah, der med det samme blev en succes og nu er udkommet med ikke mindre end femogtredve bind. Sågar en berømmet TV-serie bygget over figurerne er det blevet til.

Gælden til Greg er dog ikke til at tage fejl af og Jeremiah har da og også mange af westernseriens bestanddele i sig. Den unge uprøvede og uerfarende hovedperson, som serien er opkaldt efter, slår følge med den betydeligt mere kyniske Kurdy. Sammen rejser de fra sted til sted i en hård og kold verden skabt af ragnarokket efter civilisationens sammenbrud. Serien afspejler Hermanns desillusionerede forhold til menneskeheden og samfundet af i dag, ligesom det behandler mange emner og problemstillinger, så som intolerance, kloning og diktatur, vi i dag står overfor.

Men det er slet ikke hele Hermanns produktion; en mystisk og uventet parentes består i trilogien fra første del af firserne om Lille Nic i Drømmeland, som er en moderniseret udgave af Winsor McCay’s Little Nemo avisserie fra begyndelsen af det tyvende århundrede. Mange var forundrede over, at en tegner i så realistisk stil og voldsom attitude kastede sig over en så anderledes verden. Forklaringen skal findes hos Hermanns svoger, Philippe Vandooren, der insisterede så længe, at projektet blev realiseret med ham som forfatter. Serien blev skabt til magasinet Spirou og det var selveste Franquin (Vakse Viggos skaber), som troede på ideen og gav grønt lys.

Efter Lille Nic serien kastede Hermann sig over sit næste store projekt; den rå middelalderserie, Tårnene i Maury-skoven, om ridderen, Aymar, som sammen med sin væbner, Olivier, strejfer om i det 11. århundredes Europa og drømmer om at vende tilbage til sit tabte slot. Det er knap så action prægede fortællinger som det meste, Hermann har lagt navn til; tanker og refleksioner er der derfor bedre plads til. Hele femten album er der i denne smukke serie, selvom de sidste fem er et slags vedhæng efter hovedpersonernes endeligt.

Siden halvfemserne har Hermann desuden fuldført en række oneshots album; adskillige af disse til manuskript af hans søn, Yves. Jean Van Hamme skrev manuskriptet til albummet, Lune de Guerre, fra 2000, som fem år senere blev filmatiseret til af Dominique Derudderel under titlen The Wedding Party. I 2010 blev det sågar til en helt ny Bernard Prince historie.

Trods enorm succes, stort arbejdspres og høj alder er Hermann ikke en tegner, som er stået stille udviklingsmæssigt. I de senere år har han således eksperimenteret med at arbejde i farver i stedet for den traditionelle s/h stil. Hans rige palet af stilarter og miljøer gør ham til en af de absolut største tegneseriekunstnere inden for den realistiske stil. Kom selv og konstater det til Art Bubble i september måned.