Det er med stor glæde, at Art Bubble kan annoncere sine første gæster til årets eskapader i Dokk1 i Aarhus.
Når dørene til det nye og spændende kulturhus bliver slået op d. 22. april 2017 vil besøgende kunne opleve Philippe Luguy (Ridder Goodwill), Glenn Fabry (Preacher), Antony Johnston (Wasteland), Kari Korhonen (Anders And) og Yves Rodier, som i de senere år har forsøgt at løfte arven efter selveste Hergé.
Philippe Luguy er velkendt blandt danske tegneseriefans og er blevet udgivet i Danmark siden 80’erne. Han er mest kendt for fantasi-serien om Ridder Goodwill og hans trofaste væbner.
Glenn Fabry har forarget og tryllebundet læserne med sine fantastiske covers igennem flere årtier og har med sit arbejde på Preacher slået fast, at han er blandt de bedste cover artists i verden.
Antony Johnston er mindre kendt på dansk grund, men det kommer til at ændre sig, når filmen Atomic Blonde, efter hans oplæg The Coldest City, rammer biograferne i juli.
Kari Korhonen var blandt sidste års mest populære gæster og det glæder os, at den kække finne igen er at finde på festivalen, hvor han vil tegne Anders And for dem der kigger forbi.
Yves Rodier er mest kendt for sine “pirat”-versioner af ikke eksisterende Tintin historier, hvor han tager Hergés verdenskendte figur på nye eventyr.