Sussi Bech signerer på Forlaget Eudors stand 10-18 begge dage.
Sussi Bech
Sussi Bech (født 1958 i Birkerød) er en dansk, prisbelønnet forfatter og illustrator af tegneserier og børnebøger. Allerede i gymnasiet begyndte Sussi at arbejde på tegneserien “Dalila den Drevne”, som dog først udkom mange år senere. Også under sine studier i København på Skolen for Brugskunst arbejdede hun med en tegneserie. Den handler om den arabiske pige Zainab og tager afsæt i Harun Al-Raschid fra Tusind og en Nats Eventyr men tilsat så mange af Sussis ideer og research, at den er blevet til hendes personlige fortælling. Historien bygger på autentiske begivenheder fra det 8. århundredes Bagdad.
På forlaget Interpresse blev den i 1985 også hendes debutalbum, efter at serien havde været bragt i Berlinske Tidende. Et oplag på 10.000 blev på få uger solgt og yderligere 5.000 eksemplarer måtte trykkes for at tilfredsstille efterspørgselen.
Kendt blev hun for alvor med tegneserien “Nofret”, der udkom som album første gang i 1986 og indtil videre er udgivet i 12 bind og solgt i over 75.000 eksemplarer.
Nofret omhandler en kretensisk prinsesse og bringer læseren omkring i oldtidens Ægypten og middelhavslande, som vidne til periodens politiske og religiøse intriger. Serien er udkommet i såvel Frankrig, Holland og Indonesien, ligesom den har gået i flere aviser. Nofret er flere gange er valgt som bedste tegneserie og bedste tegneseriefigur af kollegaerne på de danske tegneserieskaberes årlige konvent.
Siden er det blev til flere tegneserier: Eventyrersken “Aida Nur” som er et afsluttet to-bindsværk fra 1991-93, der er inspireret af Howard Carters myte omspundne udgravning Tut-Ank-Amons grav i 1920ernes Egypten. Serien blev første gang bragt i B.T. og udkom som album i 1991 og 1992. “De vilde Svaner” fra 1998, som nyfortolkede brødrene Grimms og H. C. Andersens eventyr.”Egtved Pigen” fra 2007, som er baseret på en musical af Ebbe Kløvedal Reich.
I 2009 bad Weekendavisen hende lave en tegneserie til avisens bogsektion, BØGER. Det blev til “Eks Libris”, som hun i snart et årti har skabt, i første omgang Mette Finderup som medforfatter, og siden sammen med sin mand, Frank Madsen. Serien handler om litteraturens verden og beskriver skrupelløst livet blandt forlagsredaktører, bibliotekarer, forfattere og indimellem også tegneserieskabere. Serien er udsendt i foreløbigt syv bind af Forlaget Eudor, hvor det også er blevet til “Mis med de Store Kugler”, efterfulgt af julefortællingen, “Mis med de store julekugler”.
Sussi Bech er blevet tildelt flere priser for sin indsats gennem årene, bl.a. Ping Prisen i 1994, BØ-FA Prisen (børnebibliotekarers kulturpris) i 1991, Orla Prisen og Adamsonstatyetten ved Svenska Serieakademins 50 års jubilæumsfest i Stockholm i 2015 samt Hanne Hansen Prisen i 2017.[3].
Udover tegneserierne har Sussi Bech siden 1999 illustreret mere end 50 børnebøger om tv-dukkerne Kaj & Andrea for Danmarks Radio samt over 70 andre børnebøger. Efter manuskript af Frank Madsen har hun tegnet billedbøgerne om verdens største detektiv “Snus Mus” og “Søren tror ikke på bøhmænd” samt sci-fi-serien “Gustav og Raketbroderskabet” for større børn.
Herudover har Sussi illustreret folkeeventyr for Nationalmuseet, tegnet DR’s julekalender og i 2010 fik hun æren af at tegne årets julemærke, som blev trykt i et oplag på 500.000 eksemplarer. Herudover har Sussi illustreret skolebøger om biologi, 1001 nats eventyr, fantasy, bibelens evangelier, beretninger om varulve, julehistorier, sangbøger for børn, illustrerede klassikere, bøger om det gamle Ægypten og lærebøger til SOSU-uddannelsen.
Sammen med Ingo Milton er Sussi også debuteret som børnebogsforfatter. Det hændte i 2016 med børnebogsserien “Aziru”, der blev bragt som føljeton i Weekendavisen, inden den udkom som et tobindsværk fra Forlaget Eudor. Tilblivelsen af Sussis værker kan følges på fb siden ‘Sussi Bech’ samt på flere videoer på YouTube, hvor man kan se Sussi tegne og farvelægge.
”Sussi Bechs Samlede Værker” i tegneserieform i syv bind er allerede en realitet på Forlaget Eudor, som i luksusbind og med ekstramateriale har udsendt ”Dalia den Drevne” og ”Aida Nur” som de første og bind tre og fire, med de første Nofret historier, er udkommet i 2019, med flere på vej.
Som tegner har Sussi bestemt ikke stået stille men har udviklet sig eksplosivt til i dag en af de absolut dygtigste, Danmark har at byde på.