Så er det blevet tid til at lægge slagplanen for besøget i Rundetårn. Art Bubbles planlægger har færdiggjort puslespillet som indeholder paneler og signeringer, visit af Troldspejlet og Art Bubble TV studie.
Ved at følge linket her til højre, kan du se, hvem der signerer på Art Bubbles officielle signeringsborde i Rundetårn og hvornår. Det er de signeringer der kræver, at du har købt armbånd til festivalen, hvilket du også kan gøre her til højre.
Signeringstider for de forskellige standholdere kan I se hos standholderne selv, hvilket vi stærkt opfordrer til at I gør. Husk at det er muligt, at der er gæster som signerer både ved de officielle borde og hos diverse standholdere.
Der er udarbejdet et køsystem til både Mike Mignola og Don Rosa, som vi beder jer læse mere om. Det er meget vigtigt, at alle holder god ro og orden i Rundetårn – hvilket vi på forhånd takker jer for – og at alle følger anvisninger fra Art Bubbles medarbejdere.
Lørdag aften, kl. 18.30, uddeles HANNE HANSEN prisen og sidste års modtagere har valgt, hvem der i år skal modtage prisen. Hanne Hansen prisen uddeles årligt til folk i den danske tegneseriebranche og modtagerne vælges af forrige års modtagere. Derfor tilfalder det i år Paw Mathiasen, Marit Nim og Morten Thorning at udvælge dette års Hanne Hansen modtagere.
Kommer du langvejs fra er det bedst at parkere ved Israels Plads eller efterlade bilen andetsteds og tage toget. Det er IKKE muligt at parkere ved Rundetårn. Vær opmærksom på, at der er betalt parkering i Indre by.
Det er nemt at komme til og fra Nørreport st, med regionaltog, s-tog og metro.
Festivalarmbånd til hele weekenden, som muliggør at man kan gå ind og ud af tårnet flere gange.
Bemærk kun indehavere af festivalarmbånd kan deltage i arrangementer ved Art Bubble, såsom signeringer og paneler mv.