Alt om Art Bubble

Art Bubble tegneseriefestivalen blev grundlagt af tegneserieskaber Lars Jakobsen, som ønskede en årlig fejring af tegneseriemediet i Danmark. Festivalen skulle køre hvert andet år og dermed spejle den københavnske festival,Copenhagen Comics, der også blev afholdt hvert andet år.

Art Bubble blev afholdt første gang i april 2011 på Danmarks Industrimuseum i Horsens, hvor festivalens tema var fransk-belgiske tegneserier. Seks franske og belgiske tegnere og et stort antal danske tegnere gæstede festivalen. Samtidig åbnede en stor udstilling med ikke færre end 100 originale fransk-belgiske værker, hvor alle de store var repræsenteret, ligesom man kunne opleve en stor udstilling, der fortalte tegneseriernes historie gennem 100 år.

Anden gang var i oktober 2012, hvor temaet stod på amerikanske STARS AND STRIPES. En række tegnere kendt fra amerikanske tegneserier, især fra superhelteserier som Spider-Man og X-Men, gæstede festivalen sammen nogle af Danmarks dygtigste tegneserieskabere.

Da Art Bubble og Danmarks Industrimuseum slog dørene op for tredje gang i 2014, var idémanden til festivalen, tegneserietegner Lars Jakobsen, endnu engang primus motor – denne gang med kyndig medvirken fra en håndfuld kvikke hoveder med stor interesse for tegneseriemediet. Festivalens tema var Danske Tegneserier i 100 år som blandt andet bestod af en stor velbesøgt udstilling, der viste hvordan mediet har udviklet sig i Danmark. Endnu en gang blev festivalen besøgt af skabere fra ind- og udland, hvor nogle var tilbagevendende gæstetegnere.

Art Bubble 2015 blev afholdt i Rundetårn i hjertet af København med over 4000 besøgende. Publikum kom fra nær og fjern, og lod sig ikke stoppe af tårnets sneglegang, og de blev da også belønnet med både tegninger, signeringer og paneler.

I 2016 tog Art Bubble skridtet videre og blev en årlig festival, da festivalen endnu en gang var at finde på Danmarks Industrimuseum i Horsens. Der kunne man finde en bred gruppe tegneserieskabere fra ind- og udland, og mange fik prøvet kræfter med monstre og ponyer.

Vi satser på, at Art Bubble igen til næste år bliver Danmarks hyggeligste tegneseriefestival!