Skribent: Jesper Ilum Petersen
Fournier – Splint og Co. tegner og det solide led i kæden
Det er aldrig nemt at følge efter en mester og det er ikke altid, at lærlingen overgår læremesteren, men derfor kan resultatet sagtens være mere end godkendt. Sådan kan Jean-Claude Fourniers tid på den ikoniske serie, Splint og Co. måske sammenfattes.
Med i ligningen skal også lige indregnes, at Fournier er helt sin egen og har bidraget med andet end Splint og Co. album.
Han er franskmand og født i Paris men i dag boende samt opvokset i Bretagne.
Egentlig var det slet ikke meningen, at Fournier skulle have gjort sig inden for tegneserier. Det var teatret, han stræbte efter. Han gik imidlertid på kunstskole i både Avril og Paris og var beundrer af Franquin.
I 1965 havde Andre Franquin for længst slået sit navn fast som alletiders bedste fortolker af Splint og Co. men var på vej væk fra serien for at hellige sig sin egen gagorienterede serie, Vakse Viggo, så måske var det det helt rigtige tidspunkt, at Fournier valgte at kontakte idolet med sine prøvetegninger.
Franquin må have kunnet lide, hvad han så, for at han tog Fournier ind som sin lærling og lod ham endda bo hos sig i perioder. Derfor var også logisk, at Fournier i 1969 blev valgt til at føre serien videre, da Franquin i 1969 endeligt forlod den. Forinden havde Fournier ellers i 1967 allerede skabt sig sin egen serie, Bizu – en poetisk eventyrserie om et musikalsk skovfolk af venlige gnome, som vi desværre ikke har set på dansk, samt arbejdet på en serie ved navn, Korrigan de la forêt de Brocéliande.
Med sig tog Franquin seriens største aktiv, Spirillen – det fantastiske fantasidyr han selv havde skabt. Dermed var og blev det op af bakke for Fournier, da serien umuligt kunne blive den samme igen. Derfor var kritikken af hans album også momentvis ublid og samtidig urimelig hård. I hvert fald undrede jeg mig som barn over skældsordene, for jeg følte mig fint underholdt og syntes tegningerne var fantastisk gode. Jeg tror ikke, jeg har ændret min bedømmelse synderligt siden dengang.
Fournier gav Splint og Co. et mere poetisk udtryk og jeg tror, mange i dag er enige med mig i, at hans version af serien dengang blev stærkt underkendt. Han tilføjede også nye blivende figurer til universet. Albummet Den Forsvundne Gri-Gri fra 1974 sikrede Fournier en massiv fanskare i Afrika og han har siden ofte besøgt kontingentet og organiseret kurser i tegning samt deltaget i festivaller.
Fournier nåede kun at færdiggøre ni album i serien, inden han forlod den ti år senere i 1979.
Udgiverne syntes, han arbejdede for langsomt og ville have endnu et team af kunstnere ind over den. En anden version af historien går på, at udgiverne ikke var begejstrede for Fourniers politiske engagement i serien.
I stedet for at gå på kompromis valgte Fournier at genoptage sin egen serie Bizu. Syv album blev det til frem til 1994, hvor han også inkorporerede myter fra Betagne hans bedstemor havde fortalt ham som dreng. Siden er det, til manuskript af Zidrou, blevet til otte album med Les Crannibales, der er en humoristisk serie om en kannibalfamilie.
I 2008 overraskede Fournier med en langt mere realistisk tegnet serie, Les Chevaux.
Anden del kom i 2012. De to album er skrevet af hans ven, Christian Lax, og blev først til efter, at Fournier trods en høj alder trænede sig op til at kunne tegne i en anden stil end den humoristisk karikerede.
En del af forklaringen på, at det kun blev til ni Splint og Co. album er formentlig, at Fournier har haft andre jern i ilden. Fra 1972 til 1986 var han tegner til avisen Ouest-France, ligesom han har påtaget sig marketingopgaver for f.eks. Citroën. Desuden har han investeret tid på adskillige lokale talenter i sit studie i Breton. Tillige har han givet udvisning på diverse skoler og medvirket til grundlæggelsen til festivallen i Saint-Malo.
Lad derfor ikke lejligheden gå fra dig til at møde en af de helt store og klassiske Splint og Co. tegnere, når han lægger vejen forbi Rundetårn til Art Bubble i november.
Jesper Ilum Petersen
