Paw Mathiasen – Forlaget Fahrenheit – 2016

Motivering af Hanne Hansen-prisen til Paw K. Mathiasen, 11.9.2016

”Mennesker kan tilsyneladende ikke leve uden fortællinger”, sagde den svenske romanforfatter Kerstin Ekman, da jeg interviewede hende engang for 10-15 år siden. Mange har observeret noget lignende. Men ligesom 1800-tallet kaldes ’romanens århundrede’, blev 1900-tallet frem for alt billedfortællingernes århundrede, filmenes og tegneseriernes. Tegneren Arne Ungermann, som også var billedredaktør på Politikens legendariske søndagssektion Magasinet i årene omkring 1950, tog konsekvensen og gav inspiration til to sejlivede danske tegneserier, Jørgen Mogensens ’Poeten og Lillemor’ og Henning Gantriis’ ’Livets gang i Lidenlund’. Og så skabte han selv tre tegneserier, nemlig ’Kasper Knalds Oplevelser’, ’Caligula’ og den langt mest succesrige af dem, om husassistenten ’Hanne Hansen’.

Hanne Hansen-prisen tildeles – som Lars Jakobsen allerede har forklaret det – personer, der har haft en særlig betydning for tegneserierne i Danmark. Foruden selvfølgelig fremragende tegnekunst er de to første års prismodtagere blevet belønnet for indsatser som organisator, redaktør, anmelder, oversætter, formidler og aktivist. Men hvorfor gå alle de omveje, når man kan præmiere alt i én? Selv tegneruddannet, nemlig som topograf, dvs. tegner af geodætiske kort, har en af dagens prismodtagere som forlagsredaktør, tidsskriftsredaktør, forfatter, formidler, oversætter, organisator og aktivist gjort, hvad han kunne for tegneserierne, siden han udgav sit første fanzine som 12-13 årig.

Han har anmeldt tegneserier i dagspressen og samlet en del af det i bogen ’Kulørt kritik’ – og han har stået i spidsen for det seneste ambitiøse trykte danske tidsskrift om seriekunst, ’STRIP!. Tidsskriftet udkom på det forlag, han åbnede for 25 år siden med undergrundsudgivelsen ’Donald Fuck’, og som snart gik over jorden, mere og mere professionelt. Men heldigvis stadig med de åbne armes udgivelsespolitik: Ny talenter ved, at det er her, de skal søge hen. Manden ønsker ethvert talent muligheden for at se sit værk på tryk – nærmest uanset værkets salgsmuligheder. Således har han i tidens løb præsenteret serieskabere, billedfortællere og senere prismodtagere som – nævnt i flæng og tilfældig rækkefølge – Mårdøn Smet, Henrik Rehr, Peter Kielland, Thomas Thorhauge, Rasmus Bregnhøi, Cav Bøgelund, Ida Corneliussen, Jan Solheim, Søren Mosdal, Halfdan Pisket, Adam O. og mange flere.

I alt er det blevet til omkring 300 små og store udgivelser, som rækker fra børneeventyrenes erotisk ’Vildfarne piger’ til serier om nok så hårde drenge som Jan Stage og Henrik List. En backlist, der tæller store udenlandske navne som Charles Burns, Jijé, Tardi, Moebius og Jiro Taniguchi. Som rækker fra samme Taniguchis graphic novel ’Manden der går tur’ og frem til de nok så gyselige vandringsmænd i ’The Walking Dead’. Nå jeg så tilføjer, at manden også har været aktivist og drivende kraft i bestyrelsen for Dansk Tegneserieråd siden starten i 2009 og ikke mindst i udgivelsen af rådets uundværlige årlige hvidbog, foreløbig seks år i træk, foruden rådets andre landvindinger – tegneseriefestivaler, tegneserieuddannelsen, serieforskning, seriernes indtog på Storm P. Museet m.v. – ja, så kan jeg vist dårligt trække det længere ud med at nævne, at jeg taler om stifteren, ejeren og lederen af forlaget Fahrenheit, der netop er opkaldt efter Ray Bradburys roman om livsnødvendigheden af de fortællinger, som også Kerstin Ekman talte om. Og som på autodaféernes bogbål kan opnå temperaturen Fahrenheit 451.

Kort sagt: Paw Krogsbæk Mathiasen. Tillykke!

(Søren Vinterberg. Art-Bubble Tegneseriefestival, Horsens 10. sept. 2016)

Share This