FRANK MADSEN – Kurt Dunder, Eks Libris m.fl.

Tegneserieskaberen Frank Madsen

Frank Madsen (født i Kalundborg i 1962) har tegnet, siden han var lille dreng og gennem hele sin skoletid.

Frank Madsens professionelle tegnekarriere begyndte i 1983, hvor han tegnede Søren Spætte. Efter Helge Halls død i 1983 overtog Frank Madsen avisstriben “Hans og Grete”, der dagligt bragtes i 14 aviser landet over – bl.a. i hans hjembys Kalundborg Folkeblad, der dog skyndte sig at sige den op.

For LEGO skrev og tegnede Frank Madsen i 1984-87 tre tegneseriealbums, der udkom på seks sprog. Det var første gang, LEGO-figurerne blev “bragt til live” i fiktiv form, og således forløberen for vore dages populære film og computerspil med de populære danske plasticfigurer.

Udover tegneserier har Frank Madsen også tegnet story board på tegnefilmen “Hjælp, jeg er en fisk”.

Frank Madsen debuterede i 1988 med sin egen tegneserie, Kurt Dunder, som siden er udkommet i 4 bind. Kurt Dunder var den første tegneseriefigur i Danmark med egen hjemmeside (1996). I 2010 begyndte han at skrive manuskript til serien “Eks Libris”, som han laver sammen med sin hustru, Sussi Bech, til Weekendavisen hver fredag.

Frank Madsen er også aktiv som idémand og forfatter af børnebøger, bl.a.bøgerne om verdens største dektektiv, Snus Mus, der løser naturens gåder med hjælp fra sin trofaste sekretær, Bente. Sammen med Sussi Bech er han også i gang med en 10-binds sci-fi-serie, “Gustav og raketbroderskabet”.

Frank Madsen har også taget initiativ til interesseorganisationen Danske Tegneserieskabere, der siden 1989 har varetaget de danske tegneserieforfatteres, -tegneres og -farvelæggeres faglige interesser overfor politikerne, myndighederne og offentligheden, ligesom han udgav branchetidsskriftet Seriejournalen, fra 1990-95 på print og fra 1995-2010 på web.

Eksempler på udgivelser

Følg på sociale medier

Pin It on Pinterest

Share This