Superkultur-podcasten – Live på Art Bubble

Superkultur-podcasten er en række uhøjtidelige, men kritiske samtaler om de spekulative genrer — science fiction, horror og fantasy — som holdes op mod samtiden og den bredere kultur. Det hele krydres med dybt uvederhæftige sidespor, og vi føler os ikke for gode til at lave julefrokoster og team building for åben mikrofon! 

Under Art Bubble 2021 optager vi afsnit nummer 100. Kom og gør optagelsen lidt livligere i selskab med ærkenørderne Janus Andersen, Anna Sejersen Riis og Allan Haverholm!

 

Lyt til podcasten her: https://superkultur.dk/category/superkultur-podcasten/

Årets festivalplakat

Jonas Doctor, der står bag en af sidste års bedste tegneserieudgivelser – Ridder Ivan – har tegnet årets Art Bubble plakat, hvor mange kendte danske og udenlandske tegneseriefigurer har fundet sig godt til rette i skoven.

Hvor mange kan du mon genkende?

Flere standholdere melder sin ankomst på Art Bubble

Mens de fleste tænker på sol og sommer er årets Art Bubble gæster i fuld sving med at forberede sig på årets store tegneseriefestival i Aarhus.

Vi er superglade for at så mange har meldt sig til og de vil i takt med at vi nærmer os alle blive præsenteret her på hjemmesiden og på Facebook.

Art Bubble 2021 bliver gennemført

Art Bubble 2021 bliver afholdt 17-19 september 2021.

 

Tegneseriefestivalen Art Bubble har i 2021 10-års jubilæum. Festivalen har været afholdt i Horsens, København og Aarhus, hvor Dokk1 i 2021 endnu en gang lægger rammen til fejring af tegneseriemediet.

 

Det er ingen hemmelighed, at hele teamet bag Art Bubble har været frustreret og kede af IKKE at skulle afholde en ellers allerede tilrettelagt festival i 2020. Men sådan blev det ikke. Siden nedlukningen i marts 2020 har vi søgt forskellige baner og alternativer og samtidig etableret flere internationale samarbejder på trods.

 

Det skal samtidig også slås fast, at vi har knoklet hele året for at etablere forskellige kreative muligheder for samarbejder og tiltag for danske tegneserier. Vi har haft rigtig mange udfordringer i løbet af året og de er ikke blevet mindre med løbende – og flere nedlukninger i Danmark såvel som i udlandet.

 

Festivalen afholdes, som altid, med det som mål at vores publikum får den bedst mulige oplevelse. Det gjorde vi før Corona og det gør vi under Corona. Derfor holder vi os indenfor de til den tid gældende regler og holder løbende øje med, hvad myndighederne til enhver tid anbefaler og tillader og justerer derefter.

Dette kan have en væsentlig betydning for vores muligheder at invitere internationale gæster, men vi ved også, at vi glæder os enormt meget til at møde de mange danske tegnere der trofast kommer på Art Bubble. Vi glæder også til at byde nye tegneserieskabere velkommen på festivalen og tilbyder gratis standplads til de der ønsker.

 

Gratis stande i 2021

 

Corona har ramt os hårdt, uanset hvor vi er og vi har set mange af vores samarbejdspartnere gå på nettet med virtuelle festivaler, men det rammer dem der har haft godt salg på festivalerne meget hårdt. Derfor har vi valgt at tilbyde regulære stande kvit og frit til danske – og i det omfang det er muligt, internationale – tegneserieskabere så de får bedre mulighed for at fremvise deres værker. 

 

Er du tegneserieskaber, forfatter, tegner, farvelægger, forlag, tegneseriebutik, zine-maker eller andet – så får du mulighed for en gratis stand på Art Bubble i 2021. 

Art Bubble tilbyder således en stand på 2×2 m, kvit og frit, og nu kan du ansøge om en plads på festivalen via forsiden.

 

Publikum har som altid gratis adgang på Dokk1, hvor der er god plads, så vi skal nok få plads til alle.

 

På vegne af Art Bubbles arrangører og frivillige ønsker vi alle en god og sikker Art Bubble tegneseriefestival og vi ser frem til at annoncere gæster og events i løbet af sommeren.

 

Tusind tak for jeres fortsatte støtte. Vi glæder os til at se jer.

 

Art Bubble teamet

 

Få en gratis stand på Art Bubble!

Art Bubble 2020 aflyst

Art Bubble må i rækken af aflysninger også se sig nødsaget til at aflyse vores 10. festival i sept. 2020 på DOKK1.


Jeg er meget ked af at måtte aflyse årets festival – for jeg havde glædet mig til et brag af en jubilæumsfestival med masser af kendte tegnere og sjove indslag og mange helt nye tiltag. Jeg må også erkende, at vi ikke vil kunne få de gæster til Danmark vi gerne vil – da vi ikke ved om der overhovedet er transportmuligheder eller åbne grænser til den tid. Der vil uden tvivl blive et stort pres på flybiletter, når der igen bliver muligt at bevæge sig rundt i verden. Samtidig, vil der formentlig fortsat være restriktioner, som vi ikke vil kunne afholde økonomisk. Art Bubbles økonomi er i forvejen stærkt presset og afhængig af indtægter fra standholdere som går direkte til vores tegner gæster.
Ligeledes vil Hanne Hansen prisen IKKE blive uddelt i år.


Der er ingen tvivl om, at Art Bubble gør alt hvad vi kan for tegnerne – dels fordi jeg selv er tegner og ved hvor vigtigt det er – så jeg vil inderligt anbefale at købe de danske tegneres udgivelser som stadig vil udkomme, de har brug for det mere end nogensinde før!


Jeg håber alle vores trofaste festivalbesøgende er raske. Det er trods alt det vigtigste.
Art Bubble vil således nu blive afholdt 17-19 september 2021.


Jeg håber også vores kollega-festivaler Bogforum-comics og Copenhagen Comics må nå i mål og afholde festival for det fantastiske medie alle os på Art Bubble brænder for.


Festivalen er aflyst – istedet går Art Bubble i luften med et nyt tiltag. På fredag starter en ugentlig nyhedsudsendelse om tegneserier fra Art Bubble – med indslag fra tegnere både i DK og hele verden – om hvordan man klarer krisen. Det er gået meget hurtigt og vi modtager gerne forslag, bidrag  og reaktioner fra alle. Følg med fra på fredag på Youtube og på Facebook.


Pas på dig selv, hold afstand, men læs flere tegneserier!

Lars Jakobsen
Art Bubble 

Tak til alle besøgende i Rundetaarn

Tak til alle deltagere på Art Bubble i Rundetårn.
Endnu en fantastisk weekend helt og aldeles dedikeret til tegneserier.
Tak ikke mindst til alle de 4200 mennesker der gæstede festivalen.
Det blev på mange måder den mest betydningsfulde og begivenhedsrige festival nogensinde.

Fournier måtte aflyse i sidste øjeblik, han fik forbud af sin læge mod at flyve. Desværre måtte også Eric Maltaite pludselig rejse hjem – da han uventet blev syg, det var en meget trist tegner der ellers havde glædet sig til endnu en dag, der rejste hjem. De fleste danske tegnere tegnede en hilsen til ham og vi sender gode tanker til begge om god bedring.

Jeg er samtidig også den stolteste festivalleder i hele verden – fordi det lykkedes at skrive tegneseriehistorie på flere niveauer. Det lykkedes at få tegneserieskaberen Cosey til endelig at møde Henning Kure, der første gang udgav Jonathan i Danmark og var medvirkende til at den også blev udgivet i Frankrig. Cosey fik selv lejlighed til at takke Henning Kure. Det var et stort øjeblik og velfortjent ros til Henning Kure.

I lyset af 40 års jubilæet af Valhalla lykkes det også at overtale den fantastiske farvelægger og kunstner Søren Håkansson til at gæste festivalen og overraskelsen var overvældende da Peter Madsen genså Søren for første gang i næsten 20 år. Tak til Søren for at trodse sygdom og ikke mindst mod til at gæste Art Bubble.

Nikoline Werdelin gæstede også festivalen som en overraskelse og tegnede for publikum for første gang i flere år. Tak Nikoline. Sådan er det – sådan skal det være, mennesker mødes og deler deres passion for tegneserier og det er dét Art Bubble handler om.

Hjertelig tillykke til modtagerne af årets Hanne Hansen pris – Mårdøn Smet, Pia Christensen og Cosey. Alle modtagerne har helliget sig tegneseriemediet i gennem flere årtier og prisen yderst velfortjent.

Vi ses på DOKK1 i Aahus 19.-20. september 2020. Vi er allerede i gang – 

Glædelig jul og læs en masse danske tegneserier!

Lars Jakobsen

Accent UK

Tegneserier med britisk accent

Accent UK er et britisk tegneserieforlag og tegneseriefællesskab grundlagt i 2002 af Colin Mathieson og Dave West som et kunstnerisk talerør for dele af den britiske tegneserieundergrund. Gennem årene har de udgivet en lang række udgivelser, både monografier (blandt andet har danske Martin Flink udgivet titler fra AccentUK) og antologier. Udover grundlæggerne kan blandt forlagets udgivne tegnere og forfattere tælles folk så som Gary Crutchley, Leah Moore, David Hitchcock, Andy Bloor, Jon H. Ayre, Bridgeen Gillespie og John Reppion.

I anledning af årets Art-Bubble festival sender AccentUK to af deres prominente folk afsted til Rundetårn:

Colin Mathieson er en af forlaget/kollektivets grundlæggere, og har siden starten bidraget både som redaktør, forfatter og tegner på en lang række af deres titler. Heriblandt kan nævnes hans bidrag til mange af AccentUKs antologiserier (så som den årlige antologi “Asylum”), og hans “Moments of Adventure” serie fyldt med mængder af korte historier. Ligeledes har Colin over årene bidraget til en række antologier fra andre britiske forlag.

Colins interesser er alsidige og han lader sig ikke låse fast i én genre, men har i sit arbejde kastet sig over både zombier, landevejsrøvere pirater, spøgelsesjægere, steam punk, og historiske serier. De sidstnævnte blandt andet i samarbejde med National Arms Museum i London – et projekt der blandt andet har ledt hans veje forbi Sydafrika.

Gary Crutchley, årets anden repræsentant fra det britiske forlag, er en garvet tegner der gennem årene blandt andet har tegnet for forlag som Trident Comics, Caliber Comics, Malibu Comics og for det berømmede britiske tegneserieblad 2000AD der gennem årtier har været grobund for den science fiction vendte del af den engelske tegneserieverden. Gary har ligesom Colin bidraget til en lang række antologier – både for AccentUK, og for forlag som Insomnia og Time Bomb Comics.

Garys helt store interesse er westerns, hvilket også klart afspejler sig i hans arbejde, f.eks. i serien WesternNoir som han tegner, og som han skriver i fællesskab med Dave West (AccentUKs anden grundlægger). Serien kombinerer klassiske westerntemaer med horror elementer. Er man til krydsningen mellem westerngenren og det overnaturlige kan man se frem til den danske debut på den grafiske roman “Hard Country” som både har illustreret og skrevet (i fællesskab med Andrew Elliot)

Fournier aflyser

Art Bubble må desværre meddele, at Jean-Claude Fournier bliver nødt til at melde fra til Rundetaarn i år. Fournier, der har glædet sig meget til turen, blev i dag tilset af læge som nedlagde et rejseforbud.

Vi er i løbende kontakt med Hr. Fournier, som sender sine kærligste hilsner til sine danske fans, og ønsker ham god bedring.

Vi ved mange af jer havde glædet sig til at møde Fournier og afventer tilbagemelding fra ham, om han kan deltage til næste år.

Nye udgivelser til Art Bubble

Som altid udkommer der en masse spændende nye tegneserier i forbindelse med Art Bubble festivalen. Her er nogle eksempler på de kommende udgivelser og skulle du kende til flere, der ikke er på listen, så sig endelig til.

Reception på Lasernonnen, lørdag d. 9. kl. 16.00 på DTS standen.

Reception på Rappet lørdag d. 9. kl. 13.13 på Danske Donaldisters stand.