Sissel Bøe

SISSEL BØE er født 8. juli 1957 i Tønsberg, Norge.
Sissel har studeret nordisk litteratur ved universitetet i Oslo og er uddannet bibliotekar. 
Foruden at være mor og bedstemor, har Sissel arbejdet som bibliotekar i Norge og Danmark. Siden 2004 har hun været
webmaster, sekretær og oversætter for Peter.
Troldeliv er hendes debut som forfatter og der er udkommet  17 historier i Troldelivuniverset.

Thomas Friis Pedersen – ThoP

Thomas Friis Pedersen aka Thop, er free lance illustrator og tegneserieskaber. Siden 90’erne har han leveret grafiske løsninger, tegneserier, vittighedstegninger og diverse illustrationer til både mediebranchen, firmaer og private. Han er bl.a. kendt for striben Den Store Zardini, som har været udgivet i diverse magasiner og som udkom i albumform i 2010. Figuren Zardini vandt prisen som “Årets tegneseriefigur 2008” og Thomas selv vandt prisen som “Bedste tegneserietegner 2008″ på det hedegangne Seriejournalen.dk. ThoP er manden bag de berygtede Zombiekravlenisser, som har været et kæmpehit ved juletid, men i en anden spændende bog fra ThoP og Forlaget Tellerup, kan man lære at tegne hele 26 forskellige monstre!

Werner Wejp Olsen

KRIMI-QUIZ begyndte som en irritation over et fast ugentligt indslag i Billed Bladet. Her havde krimiforfatteren Frits Remar to sider med en krimigåde, hvor læserne ved hjælp af en række sort/hvide fotos skulle prøve at løse ugens mysterium. Problemet var, at disse fotos var så utydelige, at man dels skulle have et par skarpe øjne, dels en portion tålmodighed til at gå i lag med at lege detektiv.
Det måtte da kunne gøres meget bedre med en tegneserie, tænkte jeg og gik op på redaktionen og fik en snak med Billed Bladets navnkundige chefredaktør, Ib Johannesen. Han var en barsk herre at forhandle med – en mand af få ord. Når han brummede, var der et nej. Når han gryntede, kunne det være et ja. Da han så mit oplæg til en krimigåde som tegneserie, gryntede han hele to gange, så næste uge startede KRIMI-QUIZ i Billed Bladet under titlen MAX MØLLER, som fik lov at afsløre grådige venstrehåndede nevøer og andre skarnsfolk i en hel del år, indtil den gode hr. Johannesen ville prøve noget nyt.

Heldigvis fik jeg samtidig en henvendelse fra et britisk pressebureau, som kunne se nogle internationale muligheder i Max Møllers evner som detektiv. Serien skiftede navn til INSPECTOR DANGER’S CRIME-QUIZ, hvis hovedperson fremover opklarede utallige forbrydelser rundt omkring i verden. Han har således være publiceret i de fleste europæiske og skandinaviske lande inklusiv Færøerne. Ligeledes så eksotiske steder som Brasilien, Kenya, Tyrkiet, Indien, Pakistan, Indonesien, Malaysia, Bangladesh, Australien, New Zealand og Filippinerne.

I Danmark publiceres KRIMI-QUIZ nu primært i SE & Hør. I den store verden kan man følge Inspector Danger på verdens største web-site for tegneserier via dette link:

Gocomics.com/inspector-dangers-crime-quiz.

Det er nu blevet til omkring 1700 krimi-noveller i tegneserie-form. Det er da en hel del. Jeg gad vide, om det er nok til en dag at komme i ”Guiness Book of World Records”?

Til Art Bubble udkommer Werner Wejp Olsens samlede FELIX historier, udgivet af Forlaget Fabel.

Tom Kristensen

Tom Kristensen er tegner og illustrator

Han elsker tegneserier!
Han debuterede med tegneserien Deadboy fra forlaget Forlæns, og har sammen med forfatter Lars Kramhøft selvudgivet gyseren Made Flesh. Sidstnævnte er planlagt til udgivelse hos et dansk forlag i 2014.
Han er uddannet fra Designskolen i Kolding i 2012, med en bachelor i grafisk design og en kandidat i illustration.
Tom arbejder som freelance illustrator og grafiker i København.

Ina Korneliussen

Ina Korneliussen laver tegneserier og illustrationer.

Hendes tegneserier handler som regel om kvinder, der kæmper med små, hverdagsagtige problemer – blandet med voodoo, dinosaurer og magisk realisme. Billedmæssigt kan hun især lide at boltre mig i myldertegninger og småbitte detaljer. Desuden har hun med tiden udviklet en forkærlighed for pantomimetegneserien og dens muligheder

Thierry Capezzone

Thierry Capezzone

Jeg har arbejdet som freelancetegner siden sidst i 1990’erne, med kompetencer indenfor tegneserie, illustration, 3D, animation, striber, figurdesign m.v. Jeg har bl.a. arbejdet med Smølferne, Splint & Co og Rasmus Klump. I 2003 debuterede min tegneserie om H. C. Andersen som barn; H. C. Andersen Junior, i hvilken serie der pt. er udkommet fem album. I 2014 udkom første bind af min tegneserie om Dronning Margrethe II’s opvækst. Og i 2018 udkom Rasmus Klump på flere sprog- Thierry Capezzone blev kendt for sin udgave af H. C. Andersen Junior og har siden tegnet mange kendte serier i bla. Norge. Du kan møde Thierry på Art Bubble

 Freddy Milton – Familien Gnuff, Anders And & Co, mv.

Freddy Milton

Freddy Milton er tegneserieforfatter, -tegner og oversætter. Har både tegnet andres serier som Anders And og Søren Spætte og egne serier som Familien Gnuff og Villiams verden.Freddy Milton fortæller: “Da jeg blev 5 år fik jeg et Anders And blad med Anders som verdens største drageflyver, og så var jeg solgt. Jeg arbejdede indædt på sagen og kom da også til at tegne anden i mange år, men vigtigere for mig var dog udviklingen af Søren Spætte universet og senere min egen drageserie ‘Familien Gnuff’. Så har jeg sammen med Jesper Klein udviklet ideen med ‘Jomsvikingerne’, hvoraf der også kom en del album. Min ‘Dekalog over Janteloven’ banede vej for min overgang til at skrive bøger, som optager tiden mellem måltiderne i dag.” Freddy er i år er aktuel med et genoptryk af en Sheerluck Homes episode i Fabels Sherlock Holmes antologi – Tankespil – der udkommer på Art Bubble.

Ingo Milton

Ingo Milton

Ingo Milton kom til København i slut 70′erne med en grafisk uddannelse fra Kolding Kunsthåndværkerskole i baglommen. Mens arbejde for reklamebureauer betalte huslejen var det tegneserier der havde interessen.
 
Han er medstifter af tegnestuen ‘Gimle’ hvor han og andre lidelsesfæller fandt tilflugt. Mange af tegnerne på Gimle arbejdede på tegneseriefilmen ‘Valhalla’ (1983-86). Ingo var ingen undtagelse, hvor han var baggrundstegner på filmen.
 
Hans forkærlighed for historiske miljøer resulterede i album-serien ‘Skalken Joff’ (Carlsen) og illustrationer til ‘Absalon – en biskop i krig’ (Politikens Børnebøger).
 
De senere år er det lykkedes ham at indsmugle tegneserier på forskellige museer: ‘Seks helgenlegender’ (Museum Østjylland), ‘Illerup Ådal’ (Moesgård), ‘Adolpho Episoden’ (Museet for Søfart), ‘Den behøvlede svend’ (Den Gamle By) og ‘Korstogsbyen Kalundborg’ (Museum Vestsjælland)
 
Ingo Milton er forøvrigt aktuel med ‘Sagen om Shamanens Amulet’, som er hans bidrag til antologien ‘Tankespil’, der netop bliver udgivet af Forlaget Fabel under tegneseriefestivalen Art-Bubble.
 
Antologien ‘Tankespil’ består af små tegneserie noveller, som alle er inspireret af Arthur Conan Doyles figur ‘Sherlock Holmes’.

Kristina Ricken – Live fra Lolland

Kristina Ricken

Kristina Ricken (1979) er kvinden bag den populære web-comic “LIVE FRA LOLLAND”. Ricken har blogget i over ti år, men først efter hun havde mødt sin “Hr. Mand”, som han bliver omtalt i hendes striber, begyndte hun at akkompagnere sine blogindlæg med tegninger. Både Kristina Ricken selv og hendes læsere elskede tegningerne og en tegneserieblog var født. “Live fra Lolland” tager udgangspunkt i Kristina selv, og som hun siger “det er mig og ikke alle mulige andre der skal grines af”. Det er dog også det der giver hende sin store læserskare. Hun fanger det hyggelige og det sjove i hverdagen. Det er forløbigt blevet til to fysiske bogudgivelser af hendes striber: “Live fra Lolland: Sandheder om Ting og Sager” (2014) og “En bog som faktisk ikke har en titel, men den handler om sådan noget kærlighed + også nogle andre ting, men mest om ting med kærlighed” (2015). Ud over “Live fra Lolland”, står Ricken også bag stiben “Betty – og alle de kvinder, hun er” der kørte i ugebladet Femina 2014-2015, samt “Sallys Verden” som hun hver uge leverer til ugebladet Hendes Verden.