Lars Jakobsen – Mortensens Mondænde Meritter, Ganske Vist, m.f.l.

Lars Jakobsen

Lars Jakobsens talent og virke spænder vidt. Inden for tegneseriemediet har han præsteret egne værker, som tilføjer den danske tegneserieskat vitalitet, men han har også skrevet om tegneserier og gennem forlaget Fabel udgivet adskillige danske og udenlandske tegneserier. Navnlig har han gjort sig bemærket med opsamling og restaurering af gammelt ”guld” fra danske ugeblade. F.eks. tegneserien Styrmand Rask har han reddet fra en ufortjent glemsel. Som selvstændig kunstner har Lars Jakobsen tegnet ugebladsserien Ganske Vist, som elegant blander traditioner fra avisserier med funny animal genren. Ganske Vist handler om hverdags- og familielivet i en hønsegård, der vækker genkendelse hos mange. Serien kan hver uge læses i Familiejournalen og Dagbladet i Oslo samt lejlighedsvis i Basserne. Serien er også lavet som tegnefilm og blev i 90erne solgt som tegnefilm til Sendung mit der Maus på WDR i Tyskland.. I en helt anden boldgade har Lars skabt albumserien Mortensens Mondæne Meritter, som er tilstræbt langt mere realistisk, selvom dens mennesketyper stadig er let karikerede. Den er en spændingsserie ovre i S/F tidsrejsegenren. Mortensens Mondæne Meritter er for længst solgt til udgivelse i USA, Australien og England og på vej til Island, Færøerne, Holland og Belgien. Udover tegneserien har Lars beskæftiget sig med en bred vifte af grafiske udtryksformer. Således har han arbejdet som illustrator til ugeblade, bidragsyder til humørhæftet Hudibras, modetøjsillustrationer, reklamer, film og tegnefilm. Også dokumentarfilm samt tegnefilmindslag til miljøstyrelsen er det blevet til. Som kender og entusiast af danske tegnefilm, står Lars bag dobbelt DVD’en: Eventyret om dansk tegnefilm, der er det uundværlige værk for alle med interesse for dansk tegnefilm.
DanishDutchEnglishFrenchGermanItalianPortugueseSpanish
Art Bubble