En af Europas ubestridt fornemmeste og bedst kendte tegneseriekunstnere lægger vejen forbi Danmark i det tidlige efterår. Han er belgier bosat i Schweiz og bærer navnet Hermann Huppen, selvom han af fansene kun omtales som slet og ret Hermann. Vi er mange, som håber at måtte beholde ham på denne side af perleporten længe endnu, men når du får chancen for at møde ham til Art Bubble i september er han rundet de firs år, så lad ikke denne mulighed gå din næse forbi.

Hermann kommer ud af fattige kår og en ret religiøs familie. Det sidste er der ikke mange indikatorer på i hans livsværk og Hermann selv har ry for at være en særdeles bramfri socialist og ateist. At han endte som tegneseriekunstner må endda tilskrives lidt af en tilfældighed. Han er nemlig indendørsarkitekt uddannet i Saint-Gilles, Brussels og nåede at arbejde som sådan såvel i sit hjemland Belgien og korte besøg i New York og Montreal. Heldigvis kom han via. sin svoger, og senere redaktør af Spirou magasinet, mellemkomst, Philippe Vadooren, på den helt rette hylde.

Det begyndte tilbage i 1966 med en række historier på mellem fire og seks sider. Disse havde et historisk eller dokumentarisk tilsnit og de fleste kan læses i de tidlige årgange af det danske Fart og Tempo. Dette dusin historier bar allerede kendetegnet af en tegner, som bragte løfter for fremtiden, men de ville være glemt i dag, om ikke den geniale forfatter Greg (Michel Régnier) havde fået øje på hans talent og inviterede ham til at arbejde i hans studie.

Til Gregs manuskript tegnede Hermann en stribe korte historier til Tintin magasinet om en ung Interpol politiinspektør ved navn Bernard Prince. Heller ikke disse episoder var måske noget særligt, men omkring 1967 forvandler serien sig drastisk. Bernard Prince siger sit job op, da han arver fragtbåden Cormoran og sammen med den bryske søulk Barney Jordan og det kvikke hittebarn Djinn/Hassan sejler Bernard Prince herefter verdenshavene tynde i jagten på hyre og oplevelser.

Herefter bliver vægten lagt på eventyr og serien kan beskrives som en realistisk opdatering af genren. Tretten album blev det til med Hermann som tegneren og det ene bedre end det andet, for såvel Greg som Hermann udviklede sig og blev stadigt mere effektive til at strikke ikke bare spændende men også hamrende flotte historier sammen. De eksotiske steder, hvor Cormoran lagde til kaj, var også det perfekte bagtæppe for Hermann at udfolde sine evner som tegner på. Lokaliteter og navnlig naturen træder så markant frem, at disse størrelser næsten bliver medspillere i de voldsomme dramaer, der oprulles for læserens øjne.

Nogenlunde samtidig med de første Bernard Prince episoder, blev det også til de to indledende episoder i en helt ny serie med forfatteren Jean-Luc Vernal. Jugurtha hed serien og var en idealiseret udgave af en eponymisk konge, som regerede over Numidia før vor tidsregning. Hermann var ikke begejstret for den forsødede og omskrevne udgave af en grusom regents ugerninger og magtbegær, men hans to episoder kan, som så meget andet af hans tidlige produktion, læses i Fart og Tempo. Serien slog i øvrigt an hos læserne og er fortsat af andre efter Hermanns exit fra den.

Som alle fans af Hermann ved, var Bernard Prince ikke den eneste frugt, der kom ud af samarbejdet med Greg. Det blev også til westernserien Red Kelly, der i hvert fald i mine øjne er den eneste western tegneserie udover Rick O’Shay som kan konkurrere med Bluberry om status som verdens bedste inden for genren.

Den begynder som en bund solid fortælling om den ensomme erfarne men ikke hensynsløse revolvermand, som kommer til en farm ledet af en smuk ung kvinde og en gammel krakiler. Farmen er truet af griske pengemænd og det er op til Red Kelly og alle gode kræfter at skaffe retfærdighed og fred. Den slags var set før, men aldrig så velfortalt og smukt tegnet. Og det blev til meget mere end det! Serien blev mere komplekst og tog en helt uventet og interessant retning.

Det skyldes i betragteligt omfang Hermann, da han overfor Greg insisterede på, at droppe den ”banale” duel til sidst i albummet ”Himlen er rød som blod” og kort og godt lade Red Kelly skyde massemorderen Russ Dobbs ned som en gal køter, selvom det indebærer, at Red Kelly ender i fængsel og en efterfølende ydmygende prøveløsladelse.
Det var også med Red Kelly, at samarbejdet i 1982 sluttede med Greg. Hermann følte, at tiden var kommet til at indfri egne visioner med sig selv som manuskriptforfatter. Allerede i 1978 var han for de tyske udgivere, Koralle, begyndt på fremtidsserien Jeremiah, der med det samme blev en succes og nu er udkommet med ikke mindre end femogtredve bind. Sågar en berømmet TV-serie bygget over figurerne er det blevet til.

Gælden til Greg er dog ikke til at tage fejl af og Jeremiah har da og også mange af westernseriens bestanddele i sig. Den unge uprøvede og uerfarende hovedperson, som serien er opkaldt efter, slår følge med den betydeligt mere kyniske Kurdy. Sammen rejser de fra sted til sted i en hård og kold verden skabt af ragnarokket efter civilisationens sammenbrud. Serien afspejler Hermanns desillusionerede forhold til menneskeheden og samfundet af i dag, ligesom det behandler mange emner og problemstillinger, så som intolerance, kloning og diktatur, vi i dag står overfor.

Men det er slet ikke hele Hermanns produktion; en mystisk og uventet parentes består i trilogien fra første del af firserne om Lille Nic i Drømmeland, som er en moderniseret udgave af Winsor McCay’s Little Nemo avisserie fra begyndelsen af det tyvende århundrede. Mange var forundrede over, at en tegner i så realistisk stil og voldsom attitude kastede sig over en så anderledes verden. Forklaringen skal findes hos Hermanns svoger, Philippe Vandooren, der insisterede så længe, at projektet blev realiseret med ham som forfatter. Serien blev skabt til magasinet Spirou og det var selveste Franquin (Vakse Viggos skaber), som troede på ideen og gav grønt lys.

Efter Lille Nic serien kastede Hermann sig over sit næste store projekt; den rå middelalderserie, Tårnene i Maury-skoven, om ridderen, Aymar, som sammen med sin væbner, Olivier, strejfer om i det 11. århundredes Europa og drømmer om at vende tilbage til sit tabte slot. Det er knap så action prægede fortællinger som det meste, Hermann har lagt navn til; tanker og refleksioner er der derfor bedre plads til. Hele femten album er der i denne smukke serie, selvom de sidste fem er et slags vedhæng efter hovedpersonernes endeligt.

Siden halvfemserne har Hermann desuden fuldført en række oneshots album; adskillige af disse til manuskript af hans søn, Yves. Jean Van Hamme skrev manuskriptet til albummet, Lune de Guerre, fra 2000, som fem år senere blev filmatiseret til af Dominique Derudderel under titlen The Wedding Party. I 2010 blev det sågar til en helt ny Bernard Prince historie.

Trods enorm succes, stort arbejdspres og høj alder er Hermann ikke en tegner, som er stået stille udviklingsmæssigt. I de senere år har han således eksperimenteret med at arbejde i farver i stedet for den traditionelle s/h stil. Hans rige palet af stilarter og miljøer gør ham til en af de absolut største tegneseriekunstnere inden for den realistiske stil. Kom selv og konstater det til Art Bubble i september måned.

Dette indlæg er skrevet af Jesper Illum Petersen

Share This