Art Bubble har den store glæde at indbyde til et møde den amerikanske kunstner Stephen B. Scott. Kom ind på Dokk1 til september og hils på den åbne og udadvendte mestertegner, hvis tegninger selv George Lukas har hængende på sin væg.

Scott er født i 1968, Gulfport Mississippi og som knægt læste han bl.a. serierne Hulk, Judge Dredd og The Shadow. Drømmen spirede om en dag selv at tegne disse serier. Det var imidlertid i New York, at ansættelsesmulighederne befandt sig; ikke mindst fordi det var her, Marvel og DC havde til huse.

Følgelig begyndte Scott at bombardere udgiverne med tegninger, men i USA er der mange om buddet og der skulle gå tre år, før Malibu Comics bed på; siden er det gået stærkt. Listen over forlag, han har arbejdet for er lang og endnu længere er listen over serier, han har bidraget til.

Således har Scott tegnet til såvel DC, Marvel, Image, Dark Horse, IDW, Titan Comics som adskillige uafhængige forlag. Følgelig er det blevet til serier som: Batman, X-Men Forever, JLA, Batman Confidential, Judge Dredd og Marvel Adventures Hulk. Blandt nyere materiale fra Scotts fine hånd skal nævnes: Neil Gaiman’s, The Graveyard Book og den kritikerroste, Independence Day fra Titan Comics.

Scotts indsats begrænser sig imidlertid ikke til tegneserier; TV mediet har også nydt godt af hans evner som illustrator. Således har han arbejdet på serierne Smallville og Kyle XY. Måske derfor blev han også udvalgt til at fremstille tegneserieudgaverne af Batman the Dark knight samt ikke mindst Indiana Jones and the Tomb of the Gods, som George Lucas ikke blot godkendte men også opkøbte de fleste af Scotts tegninger til.

Som kunstner er Scott typen, der er mest stolt af sine sidste arbejder, måske fordi han altid stræber efter at forny sig eller blive bedre end i går. Alligevel betyder ikke mindst hans indsats med Hulk figuren meget for ham, idet netop Hulk var den første tegneserie, han læste. På lignende vis er det også morsomt for ham at have The Shadow og Judge Dredd på CV’et.

Scott erkender dog også, at markedet har ændret sig for tegneserier. Han har eksplicit udtrykt bekymring for, om det er muligt at få unge til at slippe smartphonen længe nok til at læse en tegneserie eller blot så meget som at downloade serien, fordi de måske ikke engang er bevidste om, at tegneserier stadig findes.

Derfor vurderer han også, at det er et betydeligt ældre publikum, tegneserierne i dag henvender sig til. De store superheltefilm har sikkert skabt en ny interesse og udbredt kendskabet til heltene, men forunderligt nok synes denne interesse ikke at have smittet af på de unges præferencer for tegneserier.

Til gengæld ser han en mulighed i de sociale medier, og bruger dem flittigt til at holde kontakt med sin fanbase.

Skrevet af Jesper Ilum Petersen

Share This