Onkel Joakim hyldes i Dokk1

Andebys millionær hyldes i Aarhus

Dette års celebre fødselsdag er Onkel Joakims 70 års fødselsdag! Den gamle gnier har i 70 år været Andebys rigmand og onkel for hele det kendte Disneyunivers.

På tegneseriefestivalen Art Bubble 22. april på DOKK1 i Aarhus tager vi forskud på glæderne og har inviteret Disneytegneren Kari Korhonen fra Finland. Man kan møde ham og en masse andre danske og udenlandske tegnere og få signeret sin bog eller blad eller bare få en snak med mestertegneren og måske en lille onkel Joakim tegning. Der vil være masser af tegneserier og berømte tegnere og der er gratis adgang.

Anledningen er Kulturhovedstad 2017 der naturligvis kan vise hele Danmark, at der er masser af inspiration og underholdning og sjov for alle aldersgrupper. Tegneserier har i over 100 år prydet aviser og blade og givet os danskere et billigt grin eller sørget for juleunderholdningen i julehæfterne. Så der er grund til at hylde tegneserierne.

Senere på året åbner tegneseriefestivalen Art Bubble igen i Rundetårn i København 18. og 19. november, hvor man kan møde den helt store Disneytegner Don Rosa og vi endnu en gang fejrer den store ands fødselsdag!